Forsvaret flytter rundt på byggeaktiviteter
Blandt andet får dragonerne på Holstebro Kaserne alligevel ikke nyt værksted. Det flyttes i stedet til Livgarden i Høvelte
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Forsvarsministeriet har søgt Folketingets Finansudvalget om, at totaludgiften til tredje fase af moderniseringen af mandskabsfaciliteter på en række af Hærens kaserner øges fra 489,8 millioner kroner til 589,6 millioner kroner i perioden 2019-2025 svarende til en merudgift på cirka 100 millioner kroner:
- Moderniseringsplanen har til formål at understøtte Hærens uddannelse af værnepligtige og professionelle soldater med nye standardgarager samt mandskabsfaciliteter, herunder pudse-, bade- og omklædningsfaciliteter på en række af Hærens kaserner. Moderniseringsplanen indebærer etablering af tidssvarende vedligeholdelses- og garagefaciliteter til Hærens højteknologiske køretøjer og større materiel, hedder det i ansøgningen.
Værksted flyttes fra Holstebro til Høvelte
På Dragonkasernen i Holstebro var det oprindeligt planlagt, at der skulle opføres et værksted til understøttelse af Hærens vedligeholdelsesmæssige behov som følge af implementering af nyt materiel.
Forsvarskommandoen har imidlertid vurderet, at det operative behov i Høvelte er større end i Holstebro. Derfor prioriteres opførelsen af et værksted på Garderkasernen i Høvelte, mens opførelsen af værkstedet på Dragonkasernen i Holstebro udskydes til et senere tidspunkt:
- Omprioriteringen har bevirket en fordyrelse af projektet, som skyldes flere forhold, herunder forskelle på entrepriseudgifterne i Hovedstadsområdet og Vestjylland, oplyser ministeriet til Finansudvalget.
Garager sammenbygges med mandskabsfaciliteter
På Almegårds Kaserne på Bornholm var der oprindeligt planlagt to nye standardgarager, hvoraf den ene skulle sammenbygges med materiel- og mandskabsfaciliteter. Forsvarskommandoen har efterfølgende vurderet, at der er behov for, at begge standardgarager skal sammenbygges med materiel- og mandskabsfaciliteter for at sikre tidssvarende og ensartede faciliteter til den 3. opklaringseskadron, der opbygges.
Det skyldes, at opbygningen af den 3. opklaringseskadron udføres fra medio 2025. Der etableres derfor to garager med to mandskabstårne til at understøtte opbygningen af opklaringsbataljonen, og en følge af ændringerne er en fordyrelse af projektet.
Prisstigninger på byggematerialer
Det bemærkes i ansøgningen, at der har været betydelige prisstigninger i byggebranchen - særligt mangel på byggematerialer, herunder eksempelvis beton og stål, har resulteret i en forøgelse af projektets totaludgifter:
- Derudover vil der være en økonomisk usikkerhed i forhold til Almegårds Kaserne på grund af de særlige geotekniske forhold på Bornholm, som trods forundersøgelser kan give udgiftstunge ekstraarbejder, oplyses det.