Forum for grønne og varme emnerLigesom tidligere år er der lagt op til faglige diskussioner og debatter under Building Green i starten af november. (Foto: Building Green)

Forum for grønne og varme emner

Med to dages videndeling, oplæg og netværksarrangementer sætter Building Green scenen for et forum, hvor deltagerne kan udforske og præge skabelsen af levende, aktive og grønne byrum

Siden Building Green så dagens lys i 2011 har begivenheden udviklet sig til et dagsordensættende forum for byggeriets bæredygtige aktører. Således stiller Building Green d. 2.-3. november skarpt på det bæredygtige byrum – lige fra sociale designstrategier og infrastruktur til upcycling og materialegenbrug.

- En af vejene til at indfri ambitionen om en grønnere fremtid er, at både arkitekter, ingeniører, producenter og bygherrer arbejder sammen på tværs om nye innovative tilgange til, hvordan fremtidens bæredygtige byer ser ud.

- Deltagerne kan derfor opleve en perlerække af prominente bidragsydere tage pulsen på fremtidens bæredygtige byrum, udtaler salgs- og marketingchef Sarah Elhauge fra Building Green om dette års tema. 

Branchens bæredygtige forum
At Building Green har udviklet sig til lidt af et tilløbsstykke afspejler sig i det tæt pakkede program, som ikke mindst udfoldes på eventens Main Stage i form af taler- og debatoplæg.

Foruden formand forTænketanken Concito, fhv. klimakommissær Connie Hedegaard, som åbner begivenheden, gæstes Building Green af Cradle-to-Cradle-filosofiens grundlægger dr. Michael Braungart.

Igen i år lægger en række internationale stjernearkitekter vejen forbi, herunder Julien De Smedt, Dan Stubbergaard fra tegnestuen COBE samt Jacob Lange fra BIG.

Med temaer som ”Brugen af bæredygtige byggematerialer” og ”Grønne forretningsmodeller” faciliterer Dansk Arkitektur Center, Dansk Byggeri, Arkitektforeningen m. fl. en række debatter mellem nogle af branchens skarpeste kapaciteter.

F.eks. diskuterer Torben Möger Pedersen fra PensionDanmark og Ulrik Winge fra Frederiksberg Kommune, hvordan vi undgår, at bæredygtighed bliver en flot vision uden reel prioritering og realisering. Debatten faciliteres af Green Building Council, og ifølge direktør Mette Qvist danner Building Green en unik ramme for tværfaglig videndeling.  

- Building Green er et forum, hvor mange af byggeriets aktører deltager om en fælles vision om at øge ambitionsniveauet for bæredygtigt byggeri i Danmark. For os er det et klart tegn på, at fremtidens byggeri vil blive præget af langt flere bæredygtige løsninger, end det er tilfældet i dag. Af samme årsag er det en selvfølgelighed, at vi som organisation er partner på Building Green. Eventen skaber fine rammer for at dele viden om bæredygtighed samt fordelene ved dokumenteret bæredygtighed og DGNB-certificering, siger Mette Qvist.

Videndeling som drivkraft
Udover hovedprogrammet vil der blive rig mulighed for at dyrke det bæredygtige byggeris mest aktuelle temaer gennem et væld af seminarer og arrangementer. Nok engang gentages netværkssuccesen Green Connections, der fungerer som et speeddating-koncept for byggeriets professionelle.

Med videndeling som drivkraft sætter Building Green således scenen for en række såkaldte ”Learning Sessions”, hvor bl.a. Teknologisk Institut, Energiforum Danmark og Vugge til Vugge ApS vil gøre tilhørerne klogere på emner som Cradle-to-Cradle-certificering, smart building mv. For besøgende med interesse for design til adskillelse og BK2020 byder Building Greens VIP-Discussions på debatter afholdt af bl.a. InnoBYG, Bygherreforeningen og Danske Ark.

- Realisering af tankerne om bæredygtigt byggeri og cirkulær økonomi kræver, at love og regler ses efter i sømmene, så de ikke står i vejen for at realisere målsætningerne. Her er en ikke uvæsentlig opgave, som kræver, at politikere, centraladministration og erhvervet spiller sammen. Byggeriet har allerede vist vejen ved at etablere Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald (VHGB), idet cirkulær økonomi starter med, at der er styr på affaldsmængderne. Vi er nødt til at gå konkret til opgaven og sætte handling bag de mange fine målsætninger, udtaler miljøkonsulent Simon Stig-Gylling fra Dansk Byggeri, som står bag en VIP-discussion om nye grønne forretningsmodeller.

-cmn

6/9 2016