Fra Afrika over Orbicon til ArktisPå det personlige plan glæder Orbicon-ingeniøren Peter Githii sig til at opdage det grønlandske samfund og den grønlandske natur sammen med sin kæreste. (Foto: Orbicon)

Fra Afrika over Orbicon til Arktis

En ny verden har åbnet sig for Peter Githii, efter han begyndte sit arbejde som ingeniør i Orbicon Grønland. Her står han nu for nedrivningen af utidssvarende boligblokke

Peter Githii er opvokset i Nairobi, Kenya. Han drømte om at blive kok. Nu er han rådgivende ingeniør i Grønland, og selv om, at han på mange måder er meget langt væk hjemmefra, så er han draget af eventyret og af de oplevelser, der ligger og venter på ham.

Han har været en måneds tid i Grønland og arbejder på Orbicons kontor i Nuuk. Her har han blandt andet arbejdet med nedrivning af nogle af de gamle og utidssvarende boligblokke fra 1960’erne, som Orbicon beskriver på virksomhedens hjemmeside.

- Boligblokkene tilbød nogle meget ringe boligforhold. De gamle bygninger indeholder f.eks. farlige stoffer som asbest, PCB og bly, så jeg synes, at det giver rigtig god mening, at fjerne dem og give folk noget bedre at bo i, siger Peter Githii.

Besøg hjemmefra
Han har selv lige skrevet under på en lejekontrakt, og syntes, at han har fundet et godt sted. Hans kæreste arbejder i Danmark, og de har længe haft planer om begge at flytte til Grønland.

Derfor har han fundet en lejlighed, hvor der også er plads til kæresten og til at få besøg fra både Kenya og Danmark. Da han havde været i Grønland en måned, kom han tilbage til en god nyhed i Danmark.

- Jeg blev hentet i lufthavnen af min kæreste, da jeg kom hjem fra Grønland, og hun havde en god overraskelse til mig. Nemlig at hun har fået job i kommunen i Nuuk, og flytter med derop.

Krise førte til uddannelse
Inden Peter Githii fik job i Orbicon Grønland arbejdede han med energiplanlægning i Kenergy Renewables i Kenya. Men udover at savne kæresten i Danmark, følte han sig heller ikke i samme grad hjemme i Kenya, som han en gang gjorde. Næsten 10 år i Danmark havde alligevel sat sine spor.

I Danmark havde han først læst til bygningskonstruktør. En uddannelse han blev inspireret til da han som dreng gik rundt i Nairobi, hvor det ene nybyggeri efter det andet skød op. Men han blev færdig med uddannelsen i 2010 midt i krisen, hvor byggeriet var gået helt i stå.

Derfor besluttede han sig for at tage en uddannelse som civilingeniør i by-, energi- og miljøplanlægning fra Aalborg Universitet.

En ny verden åbner sig
Peter Githii var under sin uddannelse i praktik hos Ingeniører Uden Grænser i Tanzania. Her arbejde han med at etablere vedvarende energikilder, som kunne give lokalbefolkningen adgang til strøm. Det var også her han mødte sin norske kæreste, som underviste i engelsk hos en lokal NGO, og nu flytter de så til Nuuk.

- Det var svært at finde et job som ingeniør, da jeg kom tilbage fra Kenya. Jeg har arbejdet på lager og om natten for at klare til dagen og vejen, så jeg er meget glad for at komme til at bruge min uddannelse til noget fornuftigt igen, siger han.

Peters svoger havde arbejdet en årrække i Grønland, og han mente at Peter ville passe godt ind. Peter er venlig og rolig, men virker også nysgerrig – ikke som Peter Pedal, men nysgerrig på at opdage nye ting og nye muligheder.

Del af lokalsamfundet
På det personlige plan glæder Peter Githii sig til at opdage det grønlandske samfund og den grønlandske natur sammen med sin kæreste og den kulinariske interesse er der stadig, selvom drømmen om at arbejde som kok eller bestyre en restaurant er lagt på hylden for nu.

- Jeg smagte moskusokse i Nuuk, og det kunne jeg rigtig godt lide. Det var lidt sødt og smagte af vildt. Men ellers virker Nuuk meget vestlig. Jeg glæder mig til at komme ud i bygderne og smage noget lokal mad som f.eks. sæl, siger Peter Githii.

Interessen for mad er ikke ny. Han ville gerne have læst på International Hotel and Restaurant Management School i Australien, men det var der ikke økonomisk råderum til i familien.

Han havde en onkel og tante i Danmark, og det var gennem dem, han kom hertil for at læse i 2006. Dengang var det gratis for udlændinge fra hele verden at læse her, og det åbnede muligheden for Peter Githii, der nu er ingeniør og glad for at være en del at det grønlandske samfund.

-cmn

25/8 2015