Fra tresser til trendy i HolstebroDe nye Windoor-altaner i forbindelse med renoveringen af boliger på Skovgårdsvej i Holstebro er integreret i bygningernes arkitektur.

Fra tresser til trendy i Holstebro

En omfattende totalrenovering af en boligafdeling i Holstebro har forvandlet halvtrætte tresserlejligheder til topmoderne, mere tilgængelige og komfortable nutidsboliger

Det er blot 16 år siden, altanentreprenøren Windoor Danmark sidst opførte nye, lukkede altaner på 1960’er-boligkomplekset Skovgården i Holstebro, som oprindeligt blot var forsynet med franske altaner.

Den tidligere altanlukning havde da heller ikke på nogen måde nået pensionsalderen og kunne have sikret beboerne mere anvendelige og energibesparende altaner mange år endnu. Men en totalrenovering med fokus på energieffektivitet og bedre tilgængelighed indebar blandt andet en nedrivning af bygningernes ydre skalmur.

Dermed kunne de eksisterende altaner ikke bevares. Til gengæld opstod der mulighed for at skabe en endnu bedre og mere moderne altanløsning. Den opgave landede også hos Windoor Danmark, og da udviklingen langt fra har stået stille i de 16 år, der er gået, kan beboerne i Skovgårdens 100 lejligheder nu glæde sig over langt mere komfortable altaner med en række praktiske forbedringer.

Bedre isoleret
For eksempel mere eksklusive og rengøringsvenlige gulve i fiberbeton og fast tag over altanerne i de øverste etager mod tidligere skrånende glastag. Det faste tag isolerer bedre, forhindrer alt for stærk solindstråling og giver fuld ståhøjde på hele altanen. Det fortæller Windoor Danmarks projektleder på opgaven, Leif Lehrmann. Og Leif Lehrmann ved, hvad han taler om. Han ledede nemlig også arbejdet, sidste gang Skovgården fik nye altaner.

- Man kan slet ikke sammenligne de altaner, beboerne nu har fået, med de gamle. Fordi renoveringen har været så gennemgribende, har man kunnet planlægge langt mere helhedspræget, siger Leif Lehrmann.

Det betyder, at altanerne i stedet for at fremstå som en tilføjelse nu udgør et egentligt arkitektonisk element, der indgår naturligt i de renoverede facader og tilfører bygningerne ny lethed og elegance.

Jalousier bryder lyset
Det er blandt andet opnået ved brugen af opalglas i stedet for metalplader som brystningspartier. Udvendigt har altanerne fået tilføjet jalousier med lister i hårdttræ, der patinerer smukt og naturligt. De kører på glideskinner i hele altanens bredde og kan således skydes hen foran de store glaspartier for at bryde lyset og skærme mod indkig.

De nye altaner på Skovgårdsvej-boligerne er grundlæggende baseret på de samme holdbare og gennemprøvede Windoor-byggeelementer som de tidligere. Alligevel byder de på nye muligheder for beboerne.

En af dem er, at vinduespartierne er ændret fra skydesystem til foldesystem. Dermed kan de skubbes helt til side og arrangeres ved siden af hinanden i stedet for foran og bag hinanden. Det giver mulighed for at åbne altanerne langt mere mod naturen på dage med godt vejr.

Tiltrækker nye beboere
Skovgårdens nye altaner er led i en totalrenovering, hvor der blandt andet er tilføjet elevatorer og installeret nye køkkener og badeværelser samt nye tekniske installationer. Alt sammen forbedringer der har gjort det lettere for Boligselskabet Sct. Jørgen at fastholde de eksisterende beboere og tiltrække nye, konstaterer Holstebro-boligselskabets direktør, Anders Vestergaard.

- Fra at være en afdeling med almindelig, gennemsnitlig søgning, har Skovgården fået en kæmpestor søgning og en voldsomt lang venteliste, siger han.

Ifølge Anders Vestergaard er løbende opdatering af lejemålene en vigtig opgave for et boligselskab. Men han understreger, at huslejeniveauet skal kunne bære omkostningerne. Derfor er det også beboerdemokratiet, som i sidste ende afgør, hvor og hvor meget der skal renoveres. Beboerne i Sct. Jørgens afdelinger tager dog som regel godt imod renoveringsprojekter, konstaterer han.

- Der er ingen tvivl om, at de afdelinger, der har været igennem en stor renovering, rykker frem på listen over de mest søgte, siger Anders Vestergaard.

-cmn


Udvendige jalousier med lister i hårdttræ giver mulighed for at variere lyset på altanerne i nyrenoverede boliger på Skovgårdsvej i Holstebro.

8/11 2016