Fugtindtrængning skal bremses for at kunne udbedres

Fugt i kældervægge, fundamenter, krybekældre og vægge i stueetagen i ældre bygninger skyldes ofte mangelfuld fugtisolering mod det omgivende terræn

Ikke eksisterende eller mangelfuld fugtisolering mod det omgivende terræn er ofte årsagen, når der opstår fugtproblemer i kældervægge, fundamenter og vægge i stueetagen i ældre bygninger. Disse fugtproblemer er i sig selv alvorlige, men kan også medføre andre problemer i bygningerne. Derfor er det afgørende at udbedre skaderne – og at fjerne årsagerne, så de ikke opstår igen:

- Opfugtning af kældervægge, fundamenter og krybekældre i ældre bygninger har negative konsekvenser for bygningernes vedligehold, f.eks. nedbrydning af mursten og mørtel, afskalning af puds eller overfladebehandling, saltudfældninger og vækst af trænedbrydende svampe. I nogle tilfælde giver fugten mulighed for skimmelvækst, der medfører indeklimaproblemer, forklarer Poul Klenz Larsen, der er seniorrådgiver på afdelingen for miljøarkæologi og materialeforskning på Nationalmuseet.

Han er forfatteren bag de to nye erfaringsblade ’Fugt i kældervægge og fundamenter – årsager’ og ’Fugt i kældervægge og fundamenter – afhjælpning’ fra Fonden Byg-Erfa.

- Udbedring kræver ofte gennemgribende reparationer for at etablere tilstrækkelig fugtisolering mod fugt i det omgivende terræn. I nogle tilfælde er det senere ændringer og ombygninger, som er årsagen til en forøget fugtbelastning. I simplere tilfælde kan relativt enkle metoder afbøde fugtproblemerne, forklarer han.

Fugttransporten sker i fugerne
Murede kældervægge og fundamenter var almindeligt anvendt frem til omkring 1920. I enfamiliehuse blev kældervægge også udført af uensartet beton – såkaldt murermesterbeton, men nyere kældervægge er ofte udført af beton- eller letbetonblokke.

Kældervægge kan være beskyttet mod fugt af hulrum i konstruktionen eller egentlige dobbeltmure, men den traditionelle metode til fugtisolering af kældervægge består i at berappe overfladen og stryge med to lag bitumen. Herefter afsluttes der med udkast af cementmørtel. Bitumen nedbrydes dog med tiden, når de flygtige stoffer fordamper, og der dannes små revner i tjærelaget, forklarer Poul Klenz Larsen:

- Er ydersiden mod jorden ikke tilstrækkeligt vandtæt og/eller drænet, suges fugten fra jorden vandret gennem konstruktionen og fordamper fra den indvendige side af muren. Fugttilførslen varierer hen over året og kan ophøre i tørre perioder. Udtørringen begrænses dog af fugttætte overfladebehandlinger.

Når fugten trækkes lodret op i muren og fordamper over gulvniveau eller terræn, betegnes det som opstigende grundfugt. Opsugningen sker ved, at der dannes et indre undertryk, et sug, i de mindste porer, kaldet kapillarer, og fugten stiger da til det niveau, hvor den opsugede vandmængde er lig med fordampningen fra væggens overflader. Stighøjden øges med vægtykkelsen og overfladebehandlingens fugttæthed.

Det forklarer Poul Klenz Larsen:

- Fugttransporten sker primært i fugerne, som udgør et sammenhængende netværk. I fuger af kalkmørtel sker opsugningen hurtigt, men ikke så højt. I cementholdige fuger er opsugningen langsommere, men stighøjden er teoretisk højere. Begge tilfælde kan have alvorlige konsekvenser. Hvis fugten når op til et indmuret bjælkelag uden fugtbeskyttelse, er der stor risiko for udvikling af råd eller svamp i tømmeret.

Den mest effektive metode mod opstigende grundfugt er at indlægge stålplader i en vandret fuge mellem fundament og væg, forklarer seniorrådgiver.

Vandret fugtspærre i gulvniveau er mest effektiv
Bygninger efter ca. 1870 har som regel en vandret fugtspærre af skifer eller tjærepap mod fundamentet for at standse grundfugten. I nogle tilfælde kan der alligevel ses tegn på opstigende grundfugt, og det kan skyldes, at tjærepappen er nedbrudt, så den fugtstandsende effekt er forringet.

I andre tilfælde er terrænet udenfor hævet over fugtspærren, så der tilføres fugt fra terræn, som suges op i murværket. Også indvendige ombygninger af gulvet kan medføre ny fugtopstigning, hvis gulvniveauet sænkes, og der blotlægges en del af fundamentet under fugtspærren, så der opstår fugtskader nederst på væggen.

Ved ombygning af en hidtil uisoleret krybekælder til et nyt terrændæk med varmeisolering ses i nogle tilfælde en lignende effekt, men her er årsagen muligvis reduceret opvarmning af sokkel og fundament, skriver Poul Klenz Larsen i erfaringsbladet:

- Den mest effektive metode mod opstigende grundfugt er at indlægge stålplader i en vandret fuge mellem fundament og væg. Fugtspærren skal placeres i samme niveau som det fugtstandsende lag i gulvet, hvad enten det er en fugtmembran eller et kapillarbrydende lag. Hvis fugtspærren placeres for højt eller for lavt, er der risiko for fugtbelastning af indmurede fodpaneler, trægulve eller fugtfølsomme gulvbelægninger, siger Poul Klenz Larsen og tilføjer:

- Det kan eventuelt være nødvendigt at fjerne en sokkel af natursten for at opnå en korrekt placering. Pladerne skal være gennemgående i hele vægtykkelsen for at kunne standse den kapillære opsugning. Pladerne placeres med overlæg, hvorved de danner et gennemgående spærrelag.

Kemisk fugtstandsning i materialernes poresystemer
Kemisk fugtstandsning betegnes som en fugtbremsende foranstaltning og anvendes primært som vandret fugtspærre, men kan også benyttes på lodrette flader. Effekten af kemisk fugtstandsning i murværk har været omdiskuteret gennem mange år, men i projektet ’Standsning af Grundfugt i ældre ejendomme’ (Grundejernes Investeringsfond, 2012, red.) blev adskillige produkter testet, og ingen gav en fuldstændig standsning af fugtopsugningen.

- Løsningen fungerer sådan, at fugttransporten bremses ved at behandle murværket med produkter, som virker i materialernes poresystem. Produkterne leveres som en væske eller pasta, der indføres gennem en række borede huller i fugerne. Injektionen sker enten ved fri opsugning eller under tryk fra en hånddrevet eller elektrisk pumpe, forklarer Poul Klenz Larsen.

Midlerne kan enten være vandafvisende (dvs. hydrofobieringsmidler) eller blokerende midler, der fylder porerne, så væsketransporten bremses. Vandafvisende midler binder sig til porernes indre overflader, men der sker ingen tilstopning af porerne. Herved bliver den kapillære opsugning bremset, hvorimod vanddamp fortsat kan passere gennem det sammenhængende poresystem. De fleste produkter indeholder silan eller siloxan, som også anvendes til imprægnering af facader, forklarer Poul Klenz Larsen:

- Blokerende midler derimod kan i princippet benyttes i alle porøse materialer. Nogle produkter indeholder opløselige silikater (dvs. vandglas) eller organiske salte, som udfældes til uopløselige mineraler ved reaktion med mørtelens kalkindhold. Andre produkter er baseret på kunstharpiks eller epoxyforbindelser. Virkningen afhænger da af, om der sker en fuldstændig blokering af poresystemet. Udfordringen her er at opnå en ensartet opfyldning af porerne, som er mere eller mindre vandfyldte i fugtbelastet murværk. Hvis produkterne indeholder kalium- eller natrium-ioner, dannes der nye salte i murværket, som kan forårsage omfattende skader, tilføjer han og understreger, at det også er vigtigt at tage stilling til evt. udvendig fugtisolering af kældervægge via flydende membraner eller banevarer direkte på murværket eller på pudslaget.

Fonden Byg-Erfa har siden 1977 virket efter retningslinjer udstukket af: Molio, Byggeskadefonden, Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse (BvB), Erhvervs- og Byggestyrelsen, Forsikring & Pension, Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet, Build og Teknologisk Institut.

De 10 erfaringsblade:
- Brug af regnvand fra tage til wc-skyl og vaskemaskiner
- Forebyggelse af revner i CLT-elementer
- Fugt i kældervægge og fundamenter - årsager
- Fugt i kældervægge og fundamenter - afhjælpning
- Opstropning af afløbsledninger under bygninger
- Overfaldeimprægnering af murværk
- Pumpeanlæg for drænvand
- Renoveringspuds - anvendelse og virkemåde
- Termisk brud i glas
- Undgå kælderoversvømmelse

Alle erfaringsblade findes på Byg-Erfas hjemmeside.

-kj

17/11 2020