Fynske lokalveje spærres under anlæg af ny jernbane

Fynske lokalveje spærres under anlæg af ny jernbane

Arbejdet med at anlægge den kommende jernbane over Vestfyn betyder, at flere lokale veje spærres fra november. Spærringerne vil i perioder medføre omkørsel for lokale beboere

Af Dan Bjerring

Håndværkere og andre, der skal besøge eller arbejde boliger i en række byer på Vestfyn, skal forberede sig på, at en del af vejene er spærret, fordi Vejdirektoratet er i gang med anlæg af ny jernbane.

Vejene skal i fremtiden krydse den kommende jernbane via broer, og mens de bygges, er det nødvendigt at spærre de pågældende veje og etablere byggeplads.

Kan ikke undgå gener
Ifølge Vejdirektoratet er arbejdet planlagt på en måde, så man undgår at spærre naboveje samtidigt:

- Dermed bør det være muligt at finde en alternativ rute nogenlunde tæt på, i perioder med lukning.

- Men vi skal bygge 32 kilometer jernbane, så vi kan desværre ikke undgå, at det vil medføre gener og øget rejsetid for nogle borgere, siger projektchef i Vejdirektoratet Janie Winther Ipsen. 

Her spærres der
Afspærringerne omfatter i første omgang nedenstående veje:

Grøftebjergvej: Oktober 2024 til april 2025
Hønnerupvej: November 2024 til juli 2025
Roldvej: Forventet januar 2025 til juli 2025

Bemærk, at der vil være tale om spærringer i de angivne tidsrum, men ikke nødvendigvis i hele perioden. 

Gremmeløkkevej er lukket permanent, og vil efter anlægsarbejdet genåbne som stiforbindelse. Tørvegyden forventes at lukke permanent fra januar 2025.

20/11 2024