Gamle boliger ombygges til moderne lejligheder
I midten af juli starter renoveringen af AABs afdeling 111 Parkskellet. Over halvdelen af lejlighederne fra 1940’erne står i dag tomme på grund af skimmelsvamp
Seks ud af 10 lejeboliger i AAB afdeling 111 Parkskellet står tomme i en tid, hvor der er mangel på lejeboliger i Hovedstaden. Boligerne er hårdt ramt af skimmelsvamp, men nu starter en gennemgribende renovering af de 20 boligblokke. Det betyder, at AAB allerede fra årsskiftet mellem 2015 og 2016 igen kan begynde at leje boligerne ud, når de første blokke står klar til indflytning.- Når renoveringen står færdig, bliver beboersammensætningen mere blandet end før, da vi bygger sammenlagte lejemål i tre af blokkene til større familier. I tre andre blokke bygges tilgængelighedsboliger med elevator, så vi også tager hensyn til beboere med gangbesvær eller selvhjulpne beboere med mindre handicaps, siger Peter Stagaard, projektleder ved AAB.
Den oprindelige kvalitet
JJW Arkitekter har som totalrådgiver udformet helhedsplanen for renoveringen i samarbejde med Lemming & Eriksson. Opgaven omfatter både en modernisering af boligerne og en forbedring af udendørsarealerne. Som hovedentreprenør varetager Skou Gruppen hele renoveringen.
- Vi lægger vægt på at føre bebyggelsen tilbage til de kvaliteter Parkskellet havde, dengang Parkskellet blev opført i 1940’erne samtidig med, at vi bevarer bygningernes nuværende udseende. Når der eksempelvis efterisoleres udvendigt og laves ny skalmursfacade, bliver det i samme farve som de nuværende mursten, forklarer projekteringsleder Mauro Lucardi, JJW Arkitekter.
- Men indvendigt kommer beboerne tilbage til stort set nye lejligheder. Hvor de før havde tidstypiske små badeværelser og små køkkener, får de nu endnu større badeværelser og moderne køkkenalrum, tilføjer han.
Runder det hele
Beboerne får også et nybygget beboerhus og mange nye fælles mødesteder i de grønne områder, som etableres omkring Parkskellet. De nuværende boligveje skal ikke længere blot bruges til gennemkørsel, men skal også bruges til at lege, gå og cykle mellem boligblokkene.
- I projektet runder vi det hele. Vi når langt for pengene, og det giver meget positiv og synlig værdi til området og beboerne, siger Mauro Lucardi.
-kj