Gammel dansk handelsstation indvietSydporten er i dag bragt tilbage til sit oprindelige udseende og omkring den anlægges en grøn plads, hvor gæster og lokale kan nyde et ophold. Foto: Jens Lauridsen, Nationalmuseet.

Gammel dansk handelsstation indviet

Danske bygninger og anlæg fra kolonitiden i Indien er blevet gennemgribende renoveret med støtte fra Realdania og indvies i dag onsdag af indisk minister og nordiske ambassadører

Byen Serampore ligger i Bengalen i det nordøstlige Indien, hvor den er vokset op omkring en tidligere dansk handelsstation (1755 til 1845). Den gamle del af byen rummer derfor i dag en del bygningsarv fra den danske periode. Bl.a. en guvernørbolig, Skt. Olavs Kirke, to byporte og "the Denmark Tavern" - den danske kro.

- Med restaureringen af kroen har vi reddet et unikt mindesmærke, som vi deler med Indien. Det er vigtigt, at vi i fællesskab med lokalbefolkningen sikrer fortællingen om de gamle handelsbyer. Der er enighed om, at det historiske centrum i byen skal være et attraktivt tilflugtsmål for alle, og det er glædeligt, at ministeren og mange repræsentanter for det indiske samfund er tilstede i dag for at fejre indvielsen, fortæller museumsinspektør Bente Wolff fra Nationalmuseet

Kroen var stort set en ruin, da restaureringen blev påbegyndt, men er nu genopført og indrettet, så den fremover kan fungere som offentlig café med mulighed for overnatning for turister og andre besøgende. Foto: Jens Lauridsen, Nationalmuseet.

Nyt kraftcenter
Sammen med de øvrige bygninger står den 230 år gamle kro nu igen flot og nyrestaureret til glæde for både lokalbefolkningen og turister. Den gamle handelsstation vil fremover huse et kultur- og informationscenter med konference- udstillings- og kontorfaciliteter i det tidligere danske guvernørhus og en cafe med hotelværelser i den gamle Denmark Tavern.

Bygningerne skal således igen være et kraftcenter for byens liv med mange aktiviteter og funktioner, der er med til at understrege deres historiske betydning og sikre deres fremtidige bevaring.

Delstatsregeringen står for opgradering af veje og områder rundt om bygningerne, og indiens nationale regering financierer restaureringen af det tidligere danske guvernørhus.

Den omfattende restaurering af guvenørboligen har bl.a. bestået i at genopbygge af tage og mure, udskifte døre og vinduer. Bygningen skal fremover huse et museum samt konference- og kontorfaciliteter. Foto: Britt Lindemann.

Et næsten glemt kapitel
Den danske bygningsarv i Serampore var indtil for nylig stort glemt i den danske bygningshistorie. Restaureringen har derfor også været anledning til at afdække og synliggøre et væsentligt kapitel i dansk kulturarv, som kun de færreste har kendt til.

Filantropidirektør Anne Skovbro, Realdania, siger:

- Det har været et utrolig spændende restaureringsprojekt. Sammen med de indiske håndværkere og arkitekter er vi med til at sikre et væsentlig stykke fælles dansk-indisk kulturarv, der samtidig illustrerer, at en levende bygningsarv - dvs. bygningsarv, der vedligeholdes og gives tidssvarende funktioner - har et stort potentiale for at bidrage til udvikling af en by. Det gælder i Indien såvel som i Danmark.

Ved siden af restaureringen har projektet skabt et samarbejde om bygningsbevaring med de indiske myndigheder og lokale fagmiljøer. Det har bl.a. resulteret i en kortlægning af alle bevaringsværdige bygninger i Serampore, afholdelse af vinterskole om bevaringsmetoder for indiske arkitektstuderende fra CEPT University i Ahmedabad samt etablering af historiske byvandringer.

-jhn

Foto: Bente Wolff, Nationalmuseet.

Fakta om handelsstationen

Handelskolonien Serampore ligger i Bengalen ved floden Hooghly, et område, hvor der også lå en lang række andre kolonier fra lande som Storbritannien, Frankrig, Holland, Portugal og Tyskland. Serampore blev officielt indviet i 1755 af Asiatisk Kompagni, der var det største af de danske handelskompagnier. Formelt hørte Serampore under Tranquebar i Sydindien, men kolonien voksede hurtigt og var omkring 1800 blandt de største danske byer.

Kolonien fik sit danske navn Frederiksnagore efter Frederik 5. (1723-1766, enevældig konge over Danmark og Norge fra 1744). Det lokale navn Serampore, der betyder Hinduguden Rams by, har dog altid været mest udbredt, også under den danske kolonitid.

28/2 2018