Gammel tobaksfabrik i Aalborg bliver omdannet til svanemærkede boliger
En historisk bygning, som de fleste aalborgensere kender: Den har rødder i byens industrialisering og i dens status som universitetsby – og nu bliver den renoveret og gjort beboelig
Med HP Byg som totalentreprenør er C. W. Obel Ejendomme i gang med en transformation af den gamle tobaksfabrik i Aalborg.
Ved udgangen af 2024 er der indflytning i 65 nye lejligheder, som skal leve op til Svanemærket.
C.F. Møller Architects og Brix & Kamp har tegnet og projekteret, og der er taget udgangspunkt i, at bygningen er klassificeret som bevaringsværdig.
Dens bærende dele består af søjler og bjælker i beton, og i det oprindelige udtryk er de ført med ud i facaden, så de indrammer de store vinduespartier. Michael W. Henriksen, som er afdelingschef for C.W. Obel Ejendomme i Aalborg, fortæller:
- I et godt og målrettet samarbejde med C.F. Møller, Brix & Kamp og HP Byg er det lykkedes at skabe et spændende boligprojekt, hvor den gamle fabrik transformeres til nye, moderne boliger.
- Der er i hele projektforløbet fokus på reduktion af klimapåvirkningen - blandt andet ved at bevare den gamle konstruktion og bygge om med fokus på, at tidens krav til mere bæredygtige materialevalg opfyldes.
Ambitionen har således været at føre bygningen op til moderne standarder – med ydmyghed overfor det kulturhistoriske udtryk: Råhuset bliver bevaret, flere af de gamle bygningsdele som loftsplader og døre genbruges, mens klimaskærmen opgraderes med nye vinduer, isolering og facadepuds.
I skrivende stund er HP Byg i fuld gang med renoveringen – og selvom lejerne først kommer i slutningen af året, har projektet allerede modtaget den licens, der giver det status som svanemærket bygningsrenovering.
Svanemærket handler blandt andet om lavt energibehov og godt indeklima, og der er krav til tilstandsanalyser, ressource- og affaldshåndtering samt genanvendelse.
Licensen blev tildelt i slutningen af sidste år; efter HP Byg, C.F. Møller Architects, Brix & Kamp og projektets underentreprenører gennem flere måneder havde arbejdet tæt sammen om nedbrydning, projektgranskninger og miljøkortlægning af bygningens oprindelige konstruktioner.
På denne måde er alle materialer, løsninger og processer allerede nu lagt fast, så de lever op til Svanemærkets krav.
Og certificeringen af projektet på Strandvejen i Aalborg gør det til den første svanemærkede bygningsrenovering i Jylland, fortæller Martin Fabiansen; direktør i Miljømærkning Danmark, som har ansvaret for Svanemærket i Danmark:
- Det er den første svanemærkede bygningsrenovering i Jylland, hvilket naturligvis glæder os.
- Rigtig mange bygningsejere, kommuner og boligselskaber står over for at skulle renovere i løbet af de kommende år, og projektet er med til at vise vejen til en positiv og grøn udvikling inden for renovering, hvor der blandt andet er fokus på genbrug af bygningsdele og materialer. Det er med til at fremme cirkulær økonomi og den grønne omstilling, siger han.
-dc