Grønt byggeri gør brug af bæredygtig cement i stor skalaFoto: Jacob Lerche.

Grønt byggeri gør brug af bæredygtig cement i stor skala

Starten på NREP’s bæredygtighedsbyggeri UN17 Village i Ørestad markerer samtidig starten på brugen af Aalborg Portlands nye CO2-reducerende cementtype, FutureCem

UN17 Village på sydspidsen i Ørestad har en erklæret ambition om at sætte nye standarder inden for bæredygtigt byggeri, og det kommer til at ske fra starten. Allerede i den allerførste konstruktion, som er den støttemur, der danner barrieren mod søen ud mod fælleden, sættes et markant grønt aftryk. Den opføres nemlig i beton fra Unicon med Aalborg Portlands nye cementtype, FutureCem, der produceres med en CO2-reduktion på op til 30 %, og som her benyttes i stor skala.

Det er ejendomsudvikler og -investor, NREP, der står bag UN17 Village, og projektudviklingsdirektør Jesper Kyhl Gudmann understreger, at det er afgørende for NREP, at byggeriet kommer til at levere markante CO2-reduktioner ift. almindelige byggerier, særligt i materialevalg og under opførelse:

- I et moderne etagebyggeri som UN17 Village kommer vi ikke uden om at skulle bruge beton, og derfor er vi glade for, at Aalborg Portland har taget handsken op og seriøst arbejder med at udvikle klimavenlig cement til betonkonstruktionerne – og at Unicon og Ambercon som betonleverandører har valgt at benytte den nye cement i deres betonleverancer. Det er oplagt at teste den nye cementtype og beton fra starten, inden vi for alvor går i gang med de større opgaver som selve fundamentet og dele af murene, siger han.

Ikke bare grønnere
Unicon satser på den nye cementtype og er glade for at kunne tilbyde en grønnere betonvariant, fortæller direktør Jan Søndergaard Hansen:

- Vi er glade for, at NREP går foran og giver os mulighed for – for første gang i stor skala i Danmark – at kunne bruge vores grønnere beton til et ambitiøst byggeri som UN17. Det vi også har erfaret i dette projekt er, at betonen ikke bare er grønnere. Den er også god at arbejde med og pumpe uden, at der bliver gået på kompromis med kvaliteten, siger han.

NREP har udviklet UN17 Village sammen med Lendager, Årstidernes arkitekter, MOE og SLA for NREP, og når det står færdigt i 2024, vil det integrerer alle FN’s 17 verdensmål i samme byggeri.

Bæredygtighed er helt centralt for byggeriet, og udover jagten på klimavenlig beton vil der blive arbejdet med bæredygtige løsninger inden for alle dele af byggeriet fra facadebeklædning over isolering til indendørsmaterialer i de over 500 lejlighederne. Også omgivelserne – biodiversiteten, brugen af vand og energiforbruget – vil komme til at bære præg af, at NREP jagter nye veje inden for bæredygtigt og klimavenligt byggeri.

-kj

29/4 2021