Grønt liv ovenpå shoppingcenter
Scandi Byg a/s har vundet licitationen på udvikling og levering af 158 boliger til det nye, spektakulære kvarter med butikker, restauranter og beboelse, Kronen Vanløse
En usædvanlig og spændende opgave er havnet hos Danmarks største producent af industrielt fremstillet modulbyggeri, det MT Højgaard ejede Scandi Byg a/s i Løgstør.
Scandi Byg skal stå for lLevering og færdigmontering af 158 lejligheder i forskellige størrelser, der ligesom det tilhørende grønne parkanlæg placeres som et bykvarter ovenpå det kommende shoppingcenter Kronen Vanløse med grundplan 12 meter over gadeniveau.
Kronen Vanløse bliver samtidig et nyt centrum i Vanløse med sin centrale placering ved siden af S-togsstationen og metro.
Der er tale om 18 boligblokke med leje, almene og studieboliger i op til fire etager. Der produceres i alt 289 boligmoduler inklusiv køkkener, badeværelser o.s.v. hjemme i Scandi Bygs fabrik i Løgstør ved Limfjorden, for siden at blive transporteret til København på blokvogne. Med kraner løftes de på plads og monteres, så de færdige boliger ifølge leveringskontrakten kan stå udlejningsklar allerede i begyndelsen af 2018.
Kvalitetsbetonet byggekoncept
Det nuværende projekt har krævet en ændring af lokalplanen, hvor der er blevet givet tilladelse til at bygge boliger oven på et eksisterende men tomt byggeri, der oprindeligt alene var tænkt som shoppingcenter.
- Fordi bykvarteret skal bygges ovenpå en eksisterende bygning, er det vigtigt, at boligmodulerne er lette. Samtidig ønsker vi at gøre hele processen så støjsvag og effektiv som mulig, fordi den finder sted i et tætbebygget område. Det var netop den slags byggeri, som Scandi Byg er kendt for at kunne levere, siger Allan Plambæk Madsen fra Solstra Capital, der økonomisk primært står bag.
De 40 almene boliger af de i alt 158 boliger, som Scandi Byg alle etablerer, er i øvrigt allerede, inden byggeriet går i gang, blevet sat til udlejning af boligorganisation fsb.
Modulerbart byggeri
Også arkitekten på det opsigtvækkende nye projekt, Sangberg Architects, glæder sig over samarbejdet med Scandi Byg om projektet.
- Det er en spændende udfordring at få de utrolig mange krav til dette meget komplicerede byggefelt til at gå op i en højere enhed. Det har været spændende og udfordrende, både at få skabt arkitektonisk velfungerende boliger - og et bykvarter - gennem modulbyggeri. Et af de væsentlige krav var netop at det skulle være let modulerbart byggeri, der enkelt og hurtigt kan etableres på det store butikstag, fortæller arkitekt Jonas Sangberg fra Sangberg Architects.
Og også hos Scandi Byg er der stor tilfredshed hos markedschef Jess Nicolaisen med ordren, som involverer nøglefærdigt boligbyggeri og Scandi Byg-arbejde for i alt 130 mio. kr.:
- Kronen Vanløse er et rigtigt spændende projekt, som vi glæder os over at kunne bidrage til. Udfordringerne ligger bl.a. i den relativt korte produktionsplan og arbejdshøjden, som vi dog tidligere uden problemer har arbejdet tilsvarende med på bl.a. Vejle Sygehus og på tidligere boligprojekter, oplyser Jess Nicolaisen.
Projekteringen er nu i fuld gang på Scandi Bygs tegnestue, og produktionen af boligmodulerne går i gang i Løgstør til november. Boligdelen af projektet er tegnet af Sangberg Architects i samarbejde med Polyform Arkitekter og Werk Arkitekter,
-cmn

Bykvarter Kronen, Vanløse Storcenter- og boligbebyggelse på i alt 59.000 m2 inkl. P-kælder. (Illustration: Sangberg Architects)