Grønt lys til to nye deltids-akademiuddannelser
Fremover bliver det muligt at uddanne sig i byggekoordination og byggeteknologi på deltid. Det begejstrer i branchen
Bedre ledelse, ressourcestyring og kommunikation er centrale områder, hvis bygge- og anlægsbranchen skal have mere for pengene. Samtidig er kravene til digitalisering, innovation og jura øget. Det betyder, at behovet for medarbejdere med kompetencer på videregående niveau er støt stigende i branchen.Meldingen kommer fra Dansk Byggeri, der derfor glæder sig over, at Akkrediteringsrådet netop har givet grønt lys til to nye deltids-akademiuddannelser i henholdsvis byggekoordination og byggeteknologi.
- Det er en vigtig udvikling for bygge- og anlægsbranchen, at det bliver muligt at videreuddanne sig på deltid. På den måde er der mulighed for, at medarbejderne kan få de kompetencer, der er påkrævet i en omskiftelig verden, uden at de skal forlade arbejdet, siger chefkonsulent i Dansk Byggeri, Jakob Krohn-Rasmussen.
Han forklarer videre:
- Det sikrer, at bygge- og anlægsbranchen i højere grad er gearet til den konkurrencesituation, som der er lige nu. Dansk Byggeri er meget optaget af, at der løbende udbydes de uddannelser, som branchen efterspørger.
Begge uddannelser er 1-årige deltidsversioner af fuldtidsuddannelserne til byggekoordinator og byggetekniker. For at blive optaget er det et krav, at man har to års relevant beskæftigelse.
Uddannelsen udbydes i første omgang fra oktober 2016 af KEA og UC Nordjylland. Herefter vil uddannelserne løbende blive udbudt i resten af landet.
-los