Guld til Danmark: Flisemurer helt til tops ved World Skills
Danmark har vundet en guldmedalje ved VM i Skills for første gang i 13 år. Kristian Bak Hansen vandt guld i konkurrencen for flisemurer, og derudover modtager det danske Skillslandshold 'Medallion for Excellence' i 9 fag
- Det er helt fantastisk, at Kristian tager guldet. Han er en virkelig sej gut, der har trænet og knoklet for det her resultat i årevis, og nu kan han kalde sig verdensmester.
- Det er en virkelig flot indsats af hele det danske skillslandshold, der viser hvor fantastisk dygtige vores unge lærlinge er i Danmark. Jeg er simpelthen pavestolt.
Sådan siger formand for SkillsDenmark, Søren Heisel, om det flotte resultat
Sidste gang Danmark fik en guldmedalje var ved verdensmesterskaberne i London i 2011, hvor deltagerne i fagene murer og maler kunne stille sig øverst på skamlen. De seneste medaljer ved et WorldSkills var i 2017, hvor fagene kok og landbrugsmaskinmekaniker opnåede bronze.
- Når vi får en guldmedalje til flisemureren og 9 Medallion for Excellence, så viser det, at de danske virksomheder, skoler og organisationer gør et fremragende arbejde, siger næstformand i SkillsDenmark, Michael Boas Pedersen.
Danmark ender på en samlet 14. plads ud af 70 deltagende lande fra hele verden på 'Nation Ranking' listen, hvilket er langt bedre end forventet for et land af Danmarks størrelse.
Den danske guldmedaljetager er:
Kristian Bak Hansen
Fag: Flisemurer
Uddannelsesinstitution: EUC Nord
Virksomhed: Hæstrup Murerforretning
Resultat: Guldmedalje
De danske fag, der fik Medallion for Excellence, inkluderer:
Murer
Bygningsstruktør
Bygningsmaler
Tømrer
Smed
-dc