Herning sætter pris på egne byggerierBoligselskabet Fruehøjgaards ombygning af et plejehjem i Nørregade 9 i Herning er blevet til 98 moderne ungdomsboliger, tegnet af Årstiderne Arkitekter.

Herning sætter pris på egne byggerier

Den nye skole i Snejbjerg og 98 ungdomsboliger i tidligere plejehjem hædres med årets bygningspræmieringspris i anledning af den landsdækkende Arkitekturens Dag

Et slidt plejehjem er blevet til 98 moderne studieboliger i centrum af Herning – og i Snejberg er der skabt en helt ny skole, indrettet til moderne undervisning. De to projekter blev mandag hædret på Herning Rådhus, da borgmester Lars Krarup uddelte Herning Byråds Bygningspræmieringspris.

- Hvert år håber vi, at de rammer vi fra kommunen skaber, bliver udfyldt af dygtige private aktører der bygger nyt i høj kvalitet, og vi er ikke blevet skuffede i vores forventninger de seneste år. Igen i år har der været mange virkeligt kvalificerede byggeriet at vælge imellem, siger Lars Krarup.

De to vinderprojekter blev henholdsvis Snejbjerg Skole, som arkitektfirmaet Kjaer & Richter har tegnet for Herning Kommune samt Boligselskabet Fruehøjgaards ombygning af et plejehjem i Nørregade 9 til 98 moderne ungdomsboliger, tegnet af Årstiderne Arkitekter.

Gennemtænkt program
Det er 25. gang Herning Kommune uddeler priser for godt byggeri, og blandt bygherrer og arkitekter er det værdsat, at kvalitet bliver anerkendt.

- Vi er meget glade for at få sådan en pris. Vi synes selv, der har været meget spændende at skabe nyt liv i gamle bygninger, og det er blevet rigtig godt. Det betyder meget, at det også bliver anerkendt af andre. Vi har også planlagt, at det skal fejres i eftermiddag blandt alle medarbejdere, siger Birgitte Juhl, direktør for Boligselskabet Fruehøjgaard. Hanne Pedersen, arkitekt ved Kjaer & Richter, er enig.

- Det er altid dejligt at vinde en pris. Ved Snejbjerg Skole havde Herning Kommune lavet et meget gennemtænkt program, og jeg synes det er lykkedes at integrere programmets intention om bevægelse og multifunktionalitet i projektet, så det fremstår integreret med bygninger og udearealer, lyder det fra Hanne Pedersen.

Pris til privat villa
Af de fem nominerede blev de to omtalte projekter valgt som vindere. De to projekter modtager et diplom samt en bronzeplade, der kan sættes op på byggeriet.

Ud over de to priser valgte Præmieringsudvalget at give hædrende omtale til et villabyggeri i Lind, hvor arkitekt Ole Langhoff Jensen har tegnet et nyt hus til Pia og Jesper Dahl Sommer.

Begrundelse fra Præmieringsudvalget lyder: Påskønnelsesprisen gives for en gennemført villa, som skiller sig ud og introducerer en ny materialeholdning til villakvarteret. Huset har en overbevisende disponering og fremstår lys og åben med mange gennemtænkte løsninger samt integrering af energirigtige tiltag.

-cmn


Snejbjerg Skole er tegnet for Herning Kommune af arkitektfirmaet Kjaer & Richter. (Foto: Herning Kommune)

4/10 2016