Holstebro bygger sundt
Center for Sundheds hovedbygning i Holstebro bliver nyskabende på flere fronter. I huset vil der være regionale, såvel som kommunale funktioner. Der er ligeledes lavet plads i bygningen til, at privatpraktiserende læger kan flytte ind
En stjerne rammer området på Stationsvej i Holstebro, når byggeriet af Center for Sundheds hovedbygning starter i morgen. Byggeriet er nemlig en fem etager høj stjerneformet bygning, som Arkitema Architects har tegnet.
Borgmester i Holstebro H.C. Østerby (A) og næstformand for Regionsrådet i Region Midtjylland Bente Nielsen (SF) tager fredag den 15. april første spadestik til næste etape af Center for Sundhed i Holstebro.
Når bygningen står færdig, vil de over 11.000 m2 bl.a. rumme kommunale akutpladser, en sygeplejeklinik, regionale medicinske ambulatorier, akutklinik, jordemoderkonsultation, psykiatrifunktioner og en specialtandlæge. Anlægsbudgettet for hovedbyggeriet er 237,5 mio. kr. Staten, Region Midtjylland og Holstebro Kommune finansierer byggeriet.
- Det er en stor dag for Holstebro Kommune, hvor vi starter et byggeri, som jeg er sikker på vil sætte sit positive præg på byen og kommunen i mange år fremover, udtaler borgmester H.C. Østerby (A).
Nemt og samtidig nært
Center for Sundheds hovedbygning bliver nyskabende, da den huser sundhedstilbud på tværs af sektorer. I huset vil der være regionale, såvel som kommunale funktioner. Der er ligeledes lavet plads i bygningen til, at privatpraktiserende læger kan flytte ind.
- Grundstenen i det moderne sundhedsvæsen er et tæt samarbejde mellem brugere, pårørende og sundhedsprofessionelle på tværs af sektorer. De fysiske rammer i Center for Sundhed understøtter et sådant samarbejde, så det bliver en gevinst for alle, når byggeriet står færdigt, forklarer Jens Kristian Hedegaard (V), der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Holstebro Kommune.
Overskriften for samarbejdet mellem region, kommuner og almen praksis i Region Midtjylland er 'Mere Sundhed i det nære på borgerens præmisser'. Det betyder, at de sundhedstilbud, borgerne bruger mest, bliver samlet i det nye Center for Sundhed. Og det samarbejde forventer næsteformand i regionsrådet for Region Midtjylland, Bente Nielsen (SF), sig meget af.
- Sundhedshuse og centre fungerer allerede andre steder i Region Midtjylland og erfaringerne er gode, siger hun.
-cmn