Holstebro og Dansk Byggeri fornyer partnerskab
Indsatsen med at finde praktikpladser til alle unge i kommunen, der vil være håndværkere, fortsætter to år mere. Sådan lyder det fra Holstebro Kommune og Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland
Indsatsen med at finde praktikpladser til alle unge i kommunen, der vil være håndværkere, fortsætter to år mere.
Sådan lyder det fra Holstebro Kommune og Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, der netop har fornyet deres partnerskabsaftale for en ny toårig periode, hvor også arrangementer i folkeskolerne om erhvervsuddannelser og fremtidsmulighederne med et svendebrev er en del af aftalen.
- Det er dejligt, at vi kan arbejde videre med de gode resultater og erfaringer, som vi allerede har gjort os sammen med kommunen. Partnerskabsaftalen er en fordel for både de unge på erhvervsuddannelserne, de lokale virksomheder og kommunen selv. Vi har stort set fundet praktikpladser til alle unge på vores lokale erhvervsskolers bygge- og anlægsuddannelser, så det må siges at være en succes, som vi nu fortsætter med, lyder det fra formand for Tømrermesterforeningen i Holstebro, Peter Kamstrup og formand for murermesterforeningen, Jan Bodilsen.
På mødet blev der også udtrykt glæde over den korte ventetid på en byggetilladelse og kommunens placering som nummer tre på Dansk Byggeris liste over Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner.
- Det viser, at Holstebro på mange måder er en god kommune at drive virksomhed i. Og mon ikke kommunens konstante fokus på erhvervsvenlighed vil forbedre placeringen til næste år. F.eks. har kommunen mulighed for at hæve beløbet for, hvornår virksomheder skal stille sikkerhed i forbindelse med udbud. Det vil gøre det nemmere for vores mindre virksomheder at byde på kommunale opgaver, siger medlem af regionsbestyrelsen i Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, Valdemar Vejbæk.
Borgmesteren i Holstebro sætter stor pris på mødet med Dansk Byggeri og på de positive relationer til det lokale erhvervsliv.
- Det er vigtigt for os at have en tæt kontakt med virksomhederne, så vi kan bidrage til at gøre det nemmere at drive virksomhed i vores kommune. Selvom vi nu i fem år er blevet placeret i top fem i Dansk Byggeris analyse, er der altid områder, hvor vi kan gøre det endnu bedre. Ikke mindst derfor er det også vigtigt, at vi mødes jævnligt og f.eks. fortsætter samarbejdet med vores partnerskabsaftale, siger borgmester H.C. Østerby.
-cmn