left banner

Aktuelle nyheder - Byggeri

Hvad dælen gør vi nu..?Det er nu, der skal trækkes på erfaringer og tænkes. Bjælken skal helt ud under spærret, men taget har selvfølgelig sunket sig lige der, så bjælken bliver umulig at klemme ind.

Hvad dælen gør vi nu..?

En flok passionerede tømrere og snedkere er i gang med at føre en 230 år gammel hovedgård op til ny storhed - og det giver udfordringer, for de vil ikke sjuske med detaljerne

Del artiklen på

Samfund - Kulturhistorie - Håndværk

Tekst og foto: Johannes Nørgård

På den 230 år gamle Lindegaarden i Kongens Lyngby er tømrerformand Peter Hansen på loftet i den gamle staldlænge. Han er netop færdig med at stemme de fem taphuller ud, og sammen med makkeren Henning Laursen har de i fællesskab fået bakset den seks meter og cirka 200 kilo tunge brunrøde douglas bjælke ned på nogle ruller, så de kunne trille den frem, hvor den skal ud og ligge som hanebjælke fra ydermur og halvt ind, hvor den skal boltes i en tømrersamling.

Bjælken skal ligge fritlagt ned mod den cafe og restaurant, der kommer, så der bliver ikke gået på kompromis. Det er præcision helt ned i detaljen, og der er taget utallige mål undervejs, tjekket efter og målt igen.

Inden dette helt afgørende øjeblik, hvor det vil vise sig, om alle samlinger, huller og tapper glider ind i hinanden i en smuk skøn forening, eller om arbejdsprocessen ryger ud i en betragtelig forlængelse, fordi man ikke sådan bare lige flytter rundt på sådan en fætter, når den først ligger nærmest frit ude i rummet.

Men Peter Hansen elsker den spænding og uforudsigelighed, og endnu er han lykkeligt uvidende om, hvad der kommer til at ske, før bjælken er på plads.

- Meget tømrerarbejde i dag er jo mekaniseret til produkter fra en spærfabrik eller præfabrikerede køkkener. Tømreren er blevet en slags montør, og det er der ikke noget galt i. Jeg har lavet masser af den slags arbejde. Men når jeg så står overfor et projekt som det her, hvor man skal have rigtig fat i det gamle håndværk og teknikker, hvor vi bruger målelægter og opsnøring, og hvor man lugter af træ, når man kommer hjem, så bliver jeg sgu’ nærmest helt rørt.

Peter Hansen elsker det gamle tømrerhåndværk, hvor man lugter af træ, når man kommer hjem.

Overraskelserne står i kø
Det tager dem cirka to dage at skifte sådan en bjælke, hvor den gamle først skal fjernes og så lave en ny med masser af stikmål, tapper, skæren til og tilpasning.

- Det her er jo ikke et arbejde, hvor du kan køre derudaf med hovedet under armen. Du ved ikke, hvad du åbner op til. F.eks. her, hvor der har været en presenning over stråtaget i 10-15 år og hovsa, der var lige en svampeskade. Der er det jo ikke ligegyldigt, om det er en ufarlig hvid tømmersvamp eller en af de sataner, der kan vokse 11 cm i døgnet. Det skal du vide, og du bliver hele tiden udfordret og skal hele tiden finde andre måder at gøre tingene på, fortæller Peter Hansen og bliver suppleret af Henning Laursen. For dem begge er det cirka 40 år siden, de fik deres svendebreve:

- Det her er meget sjovere, men vores arbejde kan også være sindssygt hårdt, hvor vi bærer og kravler rundt. Peter og jeg går jo faktisk til styrketræning tre gange om ugen for at holde kroppen stærk, siger Henning Laursen og fortsætter grinende:
- Så gælder det om at have en makker, der er doven, for han løser problemerne på den smarteste måde.

Alt skal være lige skævt
De har begge arbejdet med de gamle teknikker i håndværksfaget i årtier og har oparbejdet både en stor respekt og stolthed for faget. Peter Hansen kan godt huske tilbage til sin læretid, hvor han blev sendt ud på Nyboder:

- Der kom jeg glad ind med mit loddebræt, og alle storgrinede og fortalte, at det kunne jeg sgu’ ikke bruge, for derinde skulle alt være lige skævt. Men det var også her, jeg rigtig kunne mærke, at jeg var kommet ind i et fællesskab, hvor der var en stor kærlighed til faget.

Begge er også enige om, at det kræver en vis erfaring for at kunne bevare overblikket i sådanne projekter, hvor udfordringerne står i kø, især fordi man stadig skal planlægge arbejdet, så de forskellige håndværkerfag ikke kommer til at skulle vente på hinanden.

- Her vil mange tømrere, der ikke har prøvet det før, komme til kort. De ville stå og kigge på denne firlængede gård og ikke ane, hvor de skulle starte eller slutte – og de unge lærer jo slet ikke det her på skolen. De arbejder meget mere med andre materialer f.eks. metal, glas og isolering – med modeller på computer, den går ikke her.

Kort efter opstår netop en situation på loftet, hvor der skal tænkes og trækkes på erfaringer. De kan ikke få bjælken ned på plads. Den skal helt ud under spærret, men taget har selvfølgelig sunket sig lige der, så bjælken er umulig at klemme ind. Hverken et farverigt udvalg af bandeord eller bankeslag får den ud på plads. Og nu er den som kilet fast, vil hverken frem og tilbage. Sølle 10 centimeter før den ville være faldet ned på plads.

Philip Christoffersen elsker udfordringerne på Lindegaarden og vil ikke bytte for en bedre gipsakkord.

Ung begejstring
Mens de får lov at tænke i fred på loftet, er der faktisk unge at snakke med. For Julius Nielsen & Søn, der kom til verden i 1874, er ikke alene Danmarks ældste Tømrerfirma, de gør også rigtig meget for at lære de gamle håndværksdyder fra sig, og her på Lindegaarden har de faktisk hele tre lærlinge gående.

En af dem er Philip Christoffersen, der er i gang oppe på taget, hvor de retter hanebåndstaget med de gamle finske lægter op, udskifter rådne dele og laver nyt undertag med halvanden tomme rupløjede brædder, hvor stråtaget kan ligge direkte på. Han er 3. års lærling og svend til september næste år. Både hans onkel og tipoldefar har faktisk været i firmaet.

- Det har selvfølgelig smittet lidt af, men jeg synes, det er fedt med restaurering og gammeldags tømrerarbejde, hvor jeg virkelig bliver udfordret med gamle spær, bladsamlinger, og jeg skal give dig – men også det at være med til at bringe historien videre, for de kunne jo virkeligt lavet noget, der var holdbart, de gamle tømrere, siger Philip Christoffersen, men han ved også godt, at andre unge lærlinge ser anderledes på det.

- På skolen er det meget forskelligt, nogle er lidt misundelige på mit arbejde, mens andre bare vil ud og lave penge på nogle gipsakkorder, der giver dobbelt så meget i løn.
Det vil han så også gerne prøve i en periode som svend og også være med til at bygge et helt hus fra bunden af, men det er projekter som dette, der trækker.

- Arbejdet giver en anden og større stolthed, hvor jeg måske også en gang kan tage mine egne børn og min lillebror med herud, pege og fortælle, at det her har jeg været med til. Jeg håber også, at den viden, jeg får, vil gøre mig mere efterspurgt som svend, fordi jeg kan noget, andre ikke kan.

- Det er fantastisk selv om du skærer i de her meget gamle vinduer, så dukker duften af skov op, siger Carina Reimer Jakobsen som også er vild med bæredygtigheden i at bevare vinduerne.

Bæredygtigt at bevare
En af de andre unge er Carina Reimer Jakobsen, der er i lære som snedker, men også har fået betroet tjansen snedkerformand på en hulens masse døre, vinduer og porte, der skal renoveres. Som ved resten af projektet er det bygherrens krav, at så meget som overhovedet muligt af det originale bliver bevaret. Helt ned til vinduesrammerne, hvor de færdige fremstår i en skøn blanding af gammel og nyt.

Samtidig arbejder hun efter Raadvadmetoden, hvor man redder og styrker mest muligt af det beskadigede træ ved at mætte det med linolie i et kar weekenden over og kitter bag beslagene for at beskytte mod vandindtrængen. De særlige hængsler får de produceret hos en smed, mens en del vinduer skal have skiftet glas. Mundblæst glas, der er rasende dyrt, men forskellen ses tydeligt ved det mere sejlende kig.

Selv om der har været udfordringer f.eks. med blyholdigt maling på de originale vinduer, hvor de fik Byggeriets Arbejdsmiljøbus(Bam-Bus) ud for at rådgive, er hun begejstret:

- Det er en kæmpe ære at få lov til at restaurere de her ting, som er uerstattelige. Det må bare ikke gå galt, for du har kun et forsøg. Men det er fantastisk, selv når du skærer i de her meget gamle vinduer, så dukker duften af skov op. Jeg er også helt vild med bæredygtigheden i det at bevare. De vinduer, jeg sætter i stand, hvor der er brugt det rigtige kernetræ, kan holde måske 50-100 år endnu. Det er jo lidt tankevækkende, når nye vinduer fra fabrik nogle gange bliver skrottet efter bare 20-30 år.

Her er det Jonas, der er stødt på udfordringer under renoveringen af gårdens store port, hvor så meget af det originale skal bevares som muligt.

Også i vinduesrammerne er kun det mest nødvendige skiftet ud for at bevare historien.

Træ fra de danske skove
Bæredygtighed ligger også firmaet meget på sinde. Det er derfor de går meget op i at levere materialerne selv, så de ved, hvor det kommer fra. For eksempel er douglasbjælkerne på 20X20 og op til ti meter lange fra dansk skov og dansk savværk.
Men det er måske ikke det, de tænker mest på oppe på loftet lige nu.

Her sidder Per Hansen og Henning Laursen overskrævs på hver deres hanebjælke med ansigterne lige ind i spær og strå. Hvilket kan synes temmelig besynderligt, men de har såmænd fået den ide at rette taget op med en bjælke, der monteres på spærene på hver side af det nedsunkne spær, så det presses/løftes en anelse op – og minsandten wupti, det er lige nok til, at hanebåndsbjælken glider på plads ude under spærret, og tip, tap – tude så er det problem ude – og de nåede i mål på smukkeste vis endnu en dag.

Tip, tap og pludselig er hanebåndsbjælken på plads ude under spærret.




Fakta: Lindegaarden
Den firlængede Lindegaarden fra 1789 er en hovedgård i det område i Kongens Lyngby, der betegnes som bondebyen, hvor der også er en skole, der fik navn efter gården. Historien har dog ikke forhindret, at den har levet en omtumlet tilværelse, hvor den har været truet både af nedrivning og omdannelse til ejerlejligheder.

Det første skete i 1973, hvor kommunen gik med planer om at nedrive hele den nedslidte bydel inklusiv gården. Men det førte til en folkelig protest og oprettelsen af ’Bondebylauget i Kgs. Lyngby’, og med tiden blev det til et samarbejde med kommunen om bevarelse af Bondebyen. Blandt andet blev en af længerne på gården sat i stand med sal og mødelokale til folkelige møde- og kulturelle formål.

Men så fik Kommunen pludselig den ide, at gården skulle sælges som et ejerlejlighedsprojekt, hvilket affødte nye folkelige protester, der endte med, at en nystiftet støtteforening og en fond fik lov at købe gården for ti kroner mod til gengæld at få gården renoveret. Her i sommers startede restaureringen af Lindegaarden.

Det blev muligt, fordi frivillige kræfter har formået at skaffe 12 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Hovedentreprenør er Julius Nielsen & Søn, og Tækkemanden Horneby er valgt som tækkefirma. Arbejdet ventes færdigt til Sankt Hans næste år.



Fakta: Julius Nielsen & Søn
Julius Nielsen fra 1874 er Danmarks ældste tømrerfirma, der gennemfører hovedentrepriser, totalentrepriser og fagentrepriser. De er specialister indenfor restaurering og renovering og har blandt meget andet renoveret Amalienborg Chr. IX’s Palæ, Frederiksborg Slot Kancellihuset, Østerport Station, Moltkes Palæ og opførelsen af Kongehallerne i Sagnlandet Lejre.

Julius Nielsen har i dag ca. 80 ansatte, hvor størstedelen er uddannet indenfor træfaget som tømrere og snedkere, og hvert år har virksomheden lærlinge, der afslutter læretiden med svendebrev. For at sikre sig at de gamle håndværksteknikker går videre i arv.



Læs mere om Byggeri

6/12 2019
AfskærmningAlu stigerAmeringsnetBrancheforeningBrandsikring konstruktionBrandsikring lineær fugerBrandsikring lukningBrandsikring træBrandskalsikringBrandspjældBrandstigerBygningsrenoveringByrumsinventarCarportanlægCykeloverdækningDiamantskæring/ -boringEtagebyggeriFundamenterGarageanlægGarageporteGipspladerHovedentrepriseIndustriel malingIndustriporteInstitutionsbyggeriJordvarmeKabelkanalerKonstruktions markeringsmalingLinie markeringsmalingListerLofterMaterielopbevaringMultistigerOmbygningPavillonerPortautomatikPorteRabatkoderRullestilladsSandwichpanelerSnavsspray Eco venlig systemSportsløsningerStålprofilerStigerStilladserTekniske maleprodukterTeleskopstigerTotalentrepriseTotalrenoveringTrappestigerTræVarmepumperVæggeVægstigerWienerstigerTilføj dit firma her.
Send en mail.