I dag er det arkitekturens dag - spækket program i hele landetTunnelfabrikken i Nordhavn. Foto: Astrid Maria Rasmussen.

I dag er det arkitekturens dag - spækket program i hele landet

Hvordan kan arkitektur og byudvikling bidrage til stærkere fællesskaber og en grønnere fremtid? Det giver kulturinstitutioner, kommuner, tegnestuer m.fl. landet over deres svar på, når de slår dørene op for oplevelser og fortællinger på Arkitekturens Dag

Overalt i Danmark man i dag få indblik i, hvordan arkitekturen påvirker danskernes livskvalitet og fremtid. På dagen har både børn og voksne mulighed for at komme helt tæt på arkitektur og aktuelle byudviklingsprojekter, som udfordrer den måde, man lever, bygger og bor på – og bidrager til mere bæredygtige byer og lokalsamfund.

- Danmark er fuld af fantastisk arkitektur og bygningskultur, der som ramme for vores hverdag og fællesskaber beriger og berør os. Samtidig er arkitekturen en afgørende nøgle til den grønne omstilling og implementeringen af FN's Verdensmål, netop fordi den kan konkretisere og understøtte vores drømme om en bedre verden.

- Jeg håber, rigtig mange vil bruge Arkitekturens Dag til at udforske, opleve og værdsætte arkitektur, som gør en forskel for vores livskvalitet og fremtid, siger Johnny Svendborg, forperson i Arkitektforeningen.

Oplevelser og debat over hele landet
Arkitekturens Dag er en årligt tilbagevendende begivenhed, som foregår over hele verden. Begivenheden falder altid den første mandag i oktober. I år er det den 2. oktober, men nogle arrangører tyvstarter allerede i dagene før, mens andre arrangementer følger i dagene derpå.

I Danmark er det Arkitektforeningen, som holder snor i programmet, der byder på mere end 100 arrangementer i hele landet.

Årets tema kan opleves og fortolkes på mange måder: I Holstebro er sygehusets livsvigtige funktioner nu fortid, og på Arkitekturens Dag kan man kigge forbi og høre om Sygehusgrundens forvandling til bæredygtig bydel.

Horsens byder på gratis arrangementer fra morgen til aften. Her kan man blandt andet komme på byvandring med byens nye stadsarkitekt.

I Aarhus er Arkitekturens Dag udvidet til en hel uge med et væld af aktiviteter - fra udstillinger, byvandringer og åbne tegnestuer til kurset 'Gå til byudvikling', hvor man kan blive klædt på til at forstå tankerne og processen i byudviklingen.

Og i Nordhavn i København åbner Tunnelfabrikken dørene til de gamle ØTC-haller, som skabte tunnelforbindelsen mellem Danmark og Sverige. På Arkitekturens Dag kan man komme på rundtur og høre historien om, hvad de er skabt til, og hvad de skal blive til – én bydel under samme tag.

I Dansk Arkitektur Center i København er der gratis entré hele dagen og fuldt program for børn og voksne herunder guidede ture i byen og arkitekturquiz med Adrian Huge.

Mange kommuner benytter desuden Arkitekturens Dag til at præmiere bygninger af særlig høj kvalitet og invitere byens borgere til debatter og oplæg om, hvad der gør netop disse bygninger værd at præmiere.

-dc

2/10 2023