bygma
bygma
scroll
Ikke flertal for krav om 33 procent almene boliger

Ikke flertal for krav om 33 procent almene boliger

Enhedslisten mener, at der er brug for flere initiativer, som kan sikre etablering af flere almene boliger i landets kommuner. Socialdemokratiet og de borgerlige partier siger NEJ!

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Der er nu afgivet betænkning til Enhedslistens beslutningsforslag OM Forslag til folketingsbeslutning om at give kommunerne mulighed for at kræve 33 procent almene boliger i lokalplanområder

Forslaget opnår støtte fra SF, Enhedslisten og Sikandar Siddique, mens Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Danmark i balance
Venstre afviser forslaget, fordi partiet lægger vægt på, at der i Danmark er en blandet boligmasse, hvor både privat og almen udlejning, andelsboliger og ejerboliger prioriteres:

- Det handler om at sikre et Danmark i balance, hvor vi skaber muligheder for mennesker og størst mulig frihed – hvor for eksempel studerende, de unge børnefamilier og seniorerne, som har mindre og almindelige indkomster, har råd til at bo i og omkring de større byer. Det handler endvidere om, at boligen også skal ses i forhold til en livscyklus, hvor menneskers behov ændrer sig fra vugge til grav, og hvor ønsker til og prioritering af bolig varierer, skriver Venstre i betænkningsbidraget.

Brug for flere initiativer
Enhedslisten er af den opfattelse, at der er brug for flere initiativer, som kan sikre mere blandede byer, herunder også sikre etableringen af flere almene boliger i landets kommuner:

- Det konstateres, at den gældende regel i Planloven, som giver kommunerne ret til at kræve 25 procent almene boliger i nye byudviklingsområder, er et godt redskab til at sikre flere almene boliger. Enhedslisten mener samtidig, at denne mulighed skal udvides til at kunne omfatte et krav om op til 33 procent almene boliger, skriver Enhedslisten.

De ’konstaterer’, at almene boliger – nye og i særdeleshed ældre almene boliger – er markant billigere for lejerne end tilsvarende private boliger.

26/5 2021