Ikke meget for byggesektoren at komme efter i regeringens lovkatalog
Lovkataloget beskriver i overordnet form, hvad de enkelte ministerier vil komme med af lovforslag
Politik - Samfund
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Mens statsminister Mette Frederiksens åbningstale nok var det mest politisk tandløse de seneste 30 år, så er det mere interessant for det private erhvervsliv at se på, hvad regeringen bebuder af lovinitiativer i det såkaldte ’Lovkatalog’ under overskriften ’Et mere retfærdigt, solidarisk og grønt Danmark’.
Lovkataloget beskriver i overordnet form, hvad de enkelte ministerier vil komme med af af lovforslag, og heraf fremgår det blandt andet, at der kommer et forslag om ’Ændring af lov om arbejdsmiljø og lov om arbejdsskadesikring’.
Lovforslaget har til formål at indføre en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats og ordnede forhold på arbejdsmarkedet og indebærer blandt andet, at Arbejdstilsynets indsats i højere grad målrettes de virksomheder, der har størst risiko for arbejdsmiljøproblemer. Samtidig får tilsynet flere redskaber, og sanktionerne ved alvorlige og gentagne overtrædelser af loven skærpes.
Ejerlejlighedslov
Boligministeren kommer som tidligere nævnt i BygTek med et forslag til en modernisering af hele Ejerlejlighedsloven, så reglerne bliver lettere at forstå og giver et bedre grundlag for at håndtere de problemstillinger, der opleves i praksis blandt ejerne af ejerlejligheder og ejerforeningerne. Derudover foretages enkelte ændringer af lovens opdelingsforbud.
Lovforslaget om byfornyelse har til formål at give kommunen mulighed for at indføre krav om, at udlejere af ejendomme, der er opført for mere end 40 år siden, og som ikke har været udlejet i ét år, skal anmelde udlejningen til kommunen, før lejeren kan flytte ind:
- Forslaget vil give kommunen systematisk viden om udlejning af ældre boliger med henblik på at modvirke udlejning af boliger, som ikke er egnet til beboelse, hedder det i forslaget.
Stop for kapitalfondes opkøb
Og så kommer det længe ventede forslag, der skal sætte en stopper for kapitalfondes opkøb af ejendomme med henblik på modernisering og efterfølgende voldsomme huslejestigninger.
Det understreges dog, at man med lovforslaget vil bevare det økonomiske incitament for udlejere til at lave moderniseringer af ældre boligbyggeri.
Lovforslaget om Byggeloven har til formål at implementere en revision af bygningsdirektivet i dansk lovgivning om, at der i visse større bygningstyper skal etableres ladestandere og/eller forberedelse for ladestandere til elbiler.
Endvidere skal der indføres krav om et minimum af ladestandere til elbiler i eksisterende erhvervsbygninger med mindst 20 parkeringspladser.
Ændring af lov om almene boliger betyder, at reglerne om finansiering af nybyggeri ændres med henblik på at give almene boligorganisationer mulighed for under visse betingelser at erhverve et alment boligbyggeri, der opføres af en privat grundejer.
Nordhavnstunnel
Transportministeren kommer med et forslag om at anlægge en cirka 35 kilometer lang
ny dobbeltsporet og elektrificeret jernbane over Vestfyn, som blandt andet vil bidrage til kortere rejsetider.
Jernbanens linjeføring nødvendiggør omlægning af en cirka 26 kilometer lang naturgastransmissionsledning.
Dertil kommer et forslag om anlæg af Nordhavnstunnel i København samt en erstatningshavn.