Ingen akut fare for personer ved brande i garageanlæg

Ingen akut fare for personer ved brande i garageanlæg

Det stigende antal el-biler stiller brandmyndighederne over for nye udfordringer i forhold til risikoen for brande i garageanlæg.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det har fået Heidi Bank fra Venstre til at spørge indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen, om han overvejer at revidere retningslinjerne for brandsikring af garageanlæg på grund af risikoen for spredning til nabobygninger, herunder beboelse og kontorer, specielt i tæt byggeri/i byer, hvor der er risiko for personsikkerheden.

Hun henviser blandt andet til de anbefalinger vedrørende nye krav til såvel eksisterende som fremtidige garageanlæg, der fremgår af en rapport udarbejdet af DBI og Teknologisk institut - ”Brandsikkerhed i garageanlæg, oplag af litium-ion batterier og batterier til solcelleanlæg i bygninger”.

Yderligere undersøgelser
Ministeren oplyser, at der ’ikke vurderes en akut fare’ ved de eksisterende garageanlæg, men at der i stedet bør iværksættes yderligere undersøgelser af de konkrete problemstillinger og eventuelle forebyggende foranstaltninger:

- Derudover betyder de brandmæssige adskillelser, der findes i eksisterende garageanlæg, at der ikke umiddelbart vil være fare for personer, der befinder sig i den øvrige del af bygningen med hensyn til mulighed for evakuering via bygningens flugtveje. Derfor vurderer Bolig- og Planstyrelsen ikke, at der på nuværende tidspunkt er grundlag for at ændre reglerne, forklarer han.

Kortlægning
Som opfølgning på rapporten har styrelsen dog indledt en kortlægning af alle registrerede brande i garageanlæg de seneste 10 år, hvor der ses nærmere på årsagen til branden, den eventuelle spredning af branden mellem bilerne, og hvorvidt brandene måtte have medført personskade eller tab af menneskeliv:

- Kortlægningen gennemføres i samarbejde med Beredskabsstyrelsen og landets kommuner. Med udgangspunkt i denne kortlægning vil Bolig- og Planstyrelsen vurdere, hvorvidt der ud fra hensyn til personsikkerheden kan være behov for at foretage en uddybende analyse af de konkrete risici, der er forbundet med brand i et garageanlæg. En sådan analyse vil i så fald kunne danne grundlag for en vurdering af, hvorvidt det er nødvendigt at ændre de brandmæssige krav til garageanlæg, påpeger Christian Rabjerg Madsen.

16/8 2022