Ingen godkendelse af biocidholdige byggematerialer

Ingen godkendelse af biocidholdige byggematerialer

Ifølge Biocidforordningen skal biocidbehandlede artikler dog mærkes, hvis biocideffekten bliver brugt som en del af markedsføringen

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Ida Auken, der er miljøordfører for De Radikale, har bedt miljøminister Jakob Ellemann-Jensen om at redegøre for, hvordan det sikres, at information om indholdet i byggematerialer er tilgængelige for forbrugerne, herunder produktblade.

Ministeren henviser til, at det handler om indholdet af biocider i byggematerialer.
Det gælder eksempelvis puds og maling med indhold af biocider og træ imprægneret med træbeskyttelse:

- Behandlede genstande er omfattet af biocidforordningen, men de skal ikke godkendes, oplyser ministeren med henvisning til, at der i biocidforordningen er krav om, at biocidbehandlede artikler skal mærkes, hvis biocideffekten bliver brugt som en del af markedsføringen.

Skal være let læselig og synlig på dansk
Der er desuden mærkningskrav til artikler, hvis de indeholder et aktivstof, som i dets godkendelse har fået pålagt krav om mærkning for at beskytte sundhed og miljø.

Mærkningen skal være letlæselig, synlig og på dansk, og den skal blandt andet indeholde en erklæring om, at den behandlede artikel indeholder biocider samt oplysninger om, hvilke aktivstoffer som er brugt i behandlingen:;

- Det vil således være muligt for forbrugeren at se direkte på artiklen eller på emballagen, om det indeholder et biocid. Biocidforordningen stiller ikke mærkningskrav for behandlede genstande, hvor der ikke påstås biocidegenskaber i markedsføringen, og som ikke indeholder et aktivstof med specifikt krav om mærkning. Dette kan for eksempel gælde blæk med konserveringsmiddel i, peger Jakob Ellemann-Jensen på.

Konkret forespørgsel
Det gælder dog, at forbrugeren ved en konkret forespørgsel har krav på, at leverandøren af den behandlede genstand skal oplyse om biocidbehandlingen af genstanden inden for
45 dage:

- Det vil således være muligt for forbrugeren at få oplysninger om indholdet af biocider i det konkrete byggemateriale. Afhængigt af den konkrete behandlede genstand kan der være mærkningskrav afledt af anden regulering, som eksempelvis den generelle kemikalieregulering, slutter miljøministeren.

2/5 2019