Installationer i nybyggeri og renovering: Skakte letter drift og udskiftning – og afslører lækager
Installationer og komponenter har ofte kortere levetid end de bygninger og bygningsdele, hvor de monteres. Placeres installationerne i skakte, bliver udskiftning og reparation – og opdagelse af lækager – lettere. Erfaringsblad fra Byg-Erfa anviser hvordan
Tekniske installationer og komponenter har ofte kortere levetid end den bygning, hvor de er monteret, hvorfor installationer normalt skal udskiftes flere gange i løbet af en bygnings levetid.
Det medfører ofte problemer, fordi installationerne typisk ikke ligger frit tilgængelige. Derfor kan udskiftning ofte kun ske ved at udskifte både konstruktion og overfladebeklædning – en noget mere besværlig og bekostelig omgang end ellers nødvendigt.
- De fleste skader i forbindelse med reparations- og vedligeholdsarbejder kan undgås ved at samle installationerne i hensigtsmæssigt placerede og udformede installationsskakte.
Især bør alle samlinger i vandinstallationer anbringes i en skakt, hvor de placeres, så de er tilgængelige, siger Martin Morelli, civilingeniør, PhD. og projektleder i Bunch Bygningsfysik, der sammen med andre forfattere har udarbejdet Fonden Byg-Erfas erfaringsblad ’Installationsskakte – ved nybyggeri og renovering’.
Erfaringsbladet gennemgår, hvor de projekterende skal udvise opmærksomhed ved etablering af installationsskakte samt nogle principper og anbefalinger i forbindelse med placering og udformning af installationsskakte både ved nybyggeri og renovering.
Installationsskakt, hvor der er meget dårlig plads, hvilket gør reparation og udbedring vanskelig.
Nybyggeri og renovering
En installationsskakt defineres ofte som en skakt, der løber gennem flere etager. Kravene til de omgivende konstruktioner afhænger af, om skakten er gennemgående eller opdelt f.eks. ved etageadskillelserne.
Installationsskakte kan dog også være mindre, f.eks. skakte til at skjule installationer og cisterner på toiletter.
- Det medfører både byggetekniske og driftsøkonomiske fordele at anvende installationsskakte, og installationsskakte bør derfor prioriteres højt både ved nybyggeri og ved renoveringsarbejder.
Det er også vigtigt at være opmærksom på, at utilstrækkelig plads kan gøre det besværligt eller umuligt at etablere korrekt tætning omkring gennemføringer.
Netop derfor bør udformningen af skakten planlægges under projekteringen, siger Martin Morelli.
Uhensigtsmæssig placering af inspektionslem i bruseniche. Lemmen er tilmed ikke udført vandtæt, men blot lukket med to magnetlåse.
Ved nybyggeri skal de projekterende tidligst muligt i planlægningsfasen inddrage såvel placering som føring af installationer.
Ved omfattende renoveringer – eksempelvis i forbindelse med sammenlægning af lejligheder – er det normalt let at indpasse installationsskakte i ombygningsarbejdet.
Ved mindre renoveringsopgaver – etablering af nyt badeværelse og/eller køkken – kan planløsningerne være mere fastlåste.
Brandforhold i skakte
Ved udførelse af nye gennemføringer i en eksisterende installationsskakt skal det sikres, at gennemføringerne udføres korrekt med hensyn til brand, lyd, vand mv.
Alle gennemføringer i vægge og etageadskillelser mellem brandceller og brandsektioner skal være tætte og udført, så de brandtekniske krav er opfyldt.
I brandteknisk henseende kan en installationsskakt defineres som en skakt, der løber gennem flere etager. Kravene er afhængige af, om skakten er gennemgående eller opdelt ved etageadskillelserne.
Eksempel på geometri af en installationsskakt med plads til kanaler, rør og kabler. Der er sat plads af til en stor adgangsdør/-lem, som sikrer optimale betingelser for udførelse af arbejde i skakten.
- Skakte, der er opdelt ved etageadskillelserne, kan brandsikres ved, at etageadskillelsen føres med ud i skakten. Både etageadskillelsen selv og installationsgennemføringerne skal være brandsikret.
- Der stilles samme brandkrav til adskillelsen i skakten, som der stilles til de pågældende etageadskillelser, siger Martin Morelli
- Ved gennemgående skakte skal skaktvæggene udføres som brandsektionsadskillelse, der er afpasset efter den pågældende bygning – eksempelvis en bygningsdel klasse EI 60 A2-s1,d0 [BS-bygningsdel 60], siger han og fortsætter:
- Det betyder, at alle gennemføringer i skaktvæggen skal brandtætnes, så de kan modstå en brand i 60 minutter.
- Skakten kan føres op i tæt forbindelse med den yderste tagdækning eller afsluttes for oven med en vandret brandsektionsadskillelse, som mindst EI 60 A2-s1,d0 [BS-bygningsdel 60].
Martin Morelli understreger, at det altid er godt at tage en brandrådgiver med på råd i den tidlige projekteringsfase, hvilket også behandles i erfaringsbladet ’Installationsskakte – ved nybyggeri og renovering’.
Eksempel på en installationsskakt ,som er placeret med åbning mod trappe. Det betyder, at aflæsning af forbrugsmålere og eventuelle servicearbejder kan ske, uden at beboerne generes.
Byg-Erfa
Byg-Erfas erfaringsblade er en del af ’alment teknisk fælleseje’. De er forfattet af eksterne eksperter samt kvalitetssikret og valideret af Byg-Erfas Teknikergruppe bestående af ni eksterne eksperter. Fonden Byg-Erfa har siden 1977 virket efter retningslinjer udstukket af: Molio, Byggeskadefonden, Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse (BvB), Erhvervs- og Byggestyrelsen, Forsikring & Pension, Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet, Build, og Teknologisk Institut.
-dc