Jorton skal gøre Kolding IF Superligaklar med nyt stadion til over 100 millioner kroner
Det nye superligastadion får efter planen plads til 10.000 tilskuere. Selskabet Kolding Stadion Tribune ApS er bygherre på projektet, mens Jorton A/S er valgt som hovedentreprenør
Et helt afgørende skridt for igangsætning af Koldings nye stadionprojekt er på plads.
Ejerkredsen i selskabet bag Fremtidens Stadion i Kolding; Kolding Stadion Tribune ApS udvides fra fem ejere til i alt 20 ejere og giver dermed et fundament under projektet og fremtiden for Kolding IF.
- Jeg er enorm stolt af og taknemmelig for den opbakning som vi altid bliver mødt af.
- I Kolding IF har vi rundet 450 sponsorer, og sammen med denne store udvidelse af ejerkredsen i stadionselskabet sender vi sammen med Koldings erhvervsliv og mange gode samarbejdspartnere et klart signal til hele Kolding og resten af Danmark om, at vi vil realisere planerne for Fremtidens Stadion og på sigt have Kolding IF op på allerøverste hylde; Superligaen, udtaler Bestyrelsesformand Claus Holm-Søberg.
- Jagten på flere investorer fortsætter, og vi har fortsat positive og gode drøftelser med flere parter. Det samlede tilsagn er på over 35 mio. kr., og vi har et ønske om at finde yderligere 5-10 mio. kr..
- Så kan fundamentet styrkes yderligere og samtidig sikre, at de topmoderne faciliteter kan få et ekstra niveau til gavn for vores sponsorer, fans og medarbejdere, siger han.
Kolding Stadion Tribune ApS er bygherre på projektet, mens Jorton A/S er valgt som hovedentreprenør. Kolding Kommune overtager ved afslutningen af byggeriet tribuneanlægget samt ejerlejlighed i hovedbygningen.
Det nye superligastadion får efter planen plads til 10.000 tilskuere. Næste etape, som nu realiseres, er ny vesttribune på 4.700 m2, lounge med plads til 800 spisende gæster og tribune med plads til godt 2100 tilskuere.
Den samlede anlægssum forventes at udgøre 106 mio. kr., hvoraf Kolding Kommune finansierer 33,5 mio. kr, mens den resterende del på 72,5 mio. tilvejebringes med private midler via Kolding Stadion Tribune ApS.
-dc