Kaserneboliger skyder opI skrivende stund er både Golf Residence II og III på Farum Kaserne ved at blive bygget, hvoraf den ene nu er nået fuld højde. (Foto: Bonava)

Kaserneboliger skyder op

Danmarks største private boligudvikler fejrer rejsegilde og gør klar til at sætte de sidste ejerlejligheder på Farum Kaserne til salg. Det andet af i alt fem punkthuse har nået rejsegildehøjden

NCC Constructions boligaktiviteter i selskabet Bonava har netop holdt rejsegilde på anden etape af ejerlejlighedsprojektet Golf Residence på Farum Kaserne. Bonava markerer dermed, at det andet af i alt fem punkthuse, nu var kommet op i fuld højde.

Samtidig kan Bonava notere, at salget af ejerlejligheder generelt i Farum nu er på omgangshøjde med tidligere tider, og tangerer salgsvolumen før finanskrisen.

- Generelt er salget af lejligheder i Farum kommet senere i gang end i det centrale København. Men de seneste 6-9 måneder har vi set at efterspørgslen for alvor har taget fart. Der er en klar tendens til, at flere søger bolig uden for byen, i takt med at priserne stiger, siger Hans Jørn Abrahamsen, der er salgschef hos Bonava.

Det mærker man også hos Bonava, der færdiggjorde den første etape af Golf Residence i 2012. Efter en pause på tre år blev den næste etape lanceret, og herefter er det gået stærkt. I skrivende stund er både Golf Residence II og III ved at blive bygget, hvoraf den ene nu er nået fuld højde. Byggeriet af Golf Residence IV starter snart, og den femte og sidste etape sættes til salg den 23. oktober.

Hvert af de fem punkthuse har 18 lejligheder, hvoraf to er såkaldte penthouselejligheder med store tagterrasser. Det er Bonava selv der står for byggeriet af lejlighederne, der er tegnet af Boldsen og Holm Arkitekter, og sælges til priser fra 2.395.000,-.

-cmn

6/10 2016