Kasseskærmsystem, der kan genanvendes
SST Handel lancerer et nyt kasseskærmsystem til stilladser - de brugte inddækninger indsamles, renses og genanvendes til nye skærme og kroge
Kim Sejr, journalist
Et nyt danskproduceret kasseskærmsystem kombinerer cirkulær genanvendelse med høj brugervenlighed og sikkerhed til stilladsarbejde.
Tidligere solgte SST Handel i tonsvis af plastik til inddækninger hvert år – plastik, der efter kort levetid blev til affald.
Med det nye system er plastikken i stedet blevet en værdifuld ressource.
De brugte inddækninger indsamles, renses og genanvendes til nye skærme og kroge. Når de en dag kasseres, kan materialet igen indgå i produktionen. Dermed skabes et lukket kredsløb, der både reducerer affald, mindsker ressourceforbruget og bidrager til en mere miljøbevidst byggebranche.
-Det nye system er resultatet af mere end tre års udviklingsarbejde, hvor SST Handel haft en klar ambition: At finde en løsning, der kunne genbruge de mange tons stilladsinddækninger, som hvert år ender på forbrændingen.
Målet var at skabe et innovativt produkt, der kunne indgå i et cirkulært loop og samtidig leve op til branchens strenge krav om sikkerhed, kvalitet og ansvarlighed. Mange idéer har været på tegnebrættet undervejs, men nu er visionen blevet til virkelighed, forklarer Peter Rassing, direktør for SST Handel.
Ændret materiale
Vejen til kasseskærmsystemet har krævet både innovation og tålmodighed.
Plastikken var oprindeligt produceret i det hårde termoplastmateriale polypropylen, men nylonforstærkningerne umuliggjorde recirkulering.
Derfor måtte SST Handel tilbage til leverandøren for at ændre materialespecifikationerne – og herefter gennemføre omfattende testforløb for at sikre styrke og holdbarhed.
-Sideløbende blev der udviklet en model for indsamling, mekanisk rensning og komprimering af brugt stilladsplastik. I dag foregår hele produktionen baseret på genanvendelse af stilladsplast i Danmark – herunder hos en oparbejder i Varde og en producent i Ikast.
Det giver kortere transportveje, lavere miljøbelastning og fuld kontrol over kvalitet og processer, fortæller Peter Rassing.
Sikkerhed og genanvendelse
Hele udviklingsarbejdet har ifølge Peter Rassing haft to klare pejlemærker: sikkerhed og genanvendelse af den plastik virksomheden importerer.
-Kasseskærmene er udviklet til at passe på tværs af stilladssystemer, uanset variation i rørafstand og rørtykkelse. Et specialdesignet og patenteret hulsystem gør det muligt at placere det patenterede krogsystem præcist, hvilket sammen med vægt og ergonomisk design sikrer en hurtigere, mindre montagebelastende samt et mere sikkert montageforløb, siger Peter Rassing og fortsætter:
- Resultatet er et stærkt og holdbart produkt, der både beskytter håndværkere mod fald, forhindrer nedfaldende genstande og markant reducerer affaldsmængden i branchen. I tillæg forbedres logistik – transport, håndtering og opbevaring – med et pladsbesparende produkt, der er let at opbevare og ikke skrider ud under transporten.
kis@odsgard.dk