København vil have mange flere almene boliger til billig huslejeMålet med aftalen er, at København skal være verdens bedste by at leve og bo i. Foto: Andreas Holm Hansen, BL - Danmarks Almene Boliger.

København vil have mange flere almene boliger til billig husleje

Københavns Kommune og BL – Danmarks Almene Boliger vil fremme socialt og miljømæssigt bæredygtige boligområder, danne grundlag for flere almene boliger i København og sikre boliger til byens mest udsatte borgere

Københavns Kommune og BL 1. kreds har gennem en længere årrække indgået flerårige strategiske samarbejdsaftaler om de overordnede mål og rammer for samarbejdet om almene boliger i København.

I tråd med den tidligere Almenboligaftale 2019-2023 har en nyligt indgået aftale fokus på at fastholde København som en blandet by med flere almene boliger, fortsat positiv udvikling af udsatte byområder, samt huslejer, der gør det muligt for en bred målgruppe at bo i byen.

Udgangspunktet er parternes fælles visioner for den blandede, sammenhængende og bæredygtige by. 

Den nye almenboligaftale er delt op i tre temaer:

- Den blandede by, som blandt andet har fokus på at skabe flere almene boliger eksempelivs gennem fortætningsprojekter, transformation af eksisterende bygninger samt udbredelse af fællesskabsorienterede boformer.

- Den sammenhængende by, som skal hjælpe til at skabe en attraktiv og tryg by for alle ved at styrke udsatte byområders fysiske og sociale attraktivitet. 

- Den bæredygtige by, som er et nyt, grønt tema, der handler om almene boliger i den grønne omstilling – og sigter efter CO2-reduktioner og lavere energiforbrug i nye og eksisterende bygninger, solceller, biodiversitet og genbrug af byggematerialer.

Den almene boligsektor er allerede i gang med den grønne omstilling, men der er brug for at målrette løsninger til den almene boligsektor og sektorens særlige rammevilkår, hvor klimavenlige løsninger skal gå hånd i hånd med en husleje, der er til at betale.

Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) er glad for, at man igen er lykkedes med at finde en fælles vej mod at skabe en mere bæredygtig by:

- Vi deler mål og visioner med den almene sektor, og derfor er det også oplagt at samarbejde om, at København skal være verdens bedste by at leve og bo i – og en by uden udsatte boligområder.

- Med vores nye aftaler tager vi næste skridt imod at skabe ikke kun en mere sammenhængende, men også en mere klimavenlig by og dermed at fremtidssikre København, og det er jeg rigtig glad for, siger Line Barfod.

Parterne er også blevet enige om en ny rammeaftale om udlejning af almene familie- og ungdomsboliger i København i perioden 2024 – 2027.

Aftalen regulerer brugen af de forskellige udlejningsredskaber - herunder boligsocial anvisning og fleksibel udlejning af familieboliger. Formålet er at fastholde København som en mangfoldig by med boligområder i social balance, samtidig med at forskellige boligbehov tilgodeses.

Aftalen imødekommer kommunens presserende behov for flere boliger til boligsocial anvisning, som følger af den statslige bolig-hjemløsereform.

Kommunens opfølgende støtte og en tæt dialog mellem kommunen og boligorganisationerne skal sikre, at trygheden i boligområderne ikke sættes over styr.

Det hidtidige fokus på at forebygge udpegning og genudpegning af udsatte boligområder opretholdes, da yderste konsekvens alternativt kan være salg eller nedrivning af almene familieboliger, som der er stor efterspørgsel på i København.

Med aftalen forventes det, at Socialforvaltningen vil modtage flere boliger til boligsocial anvisning sammenlignet med i dag, og at forvaltningen vil kunne anvise borgere til flere af de ledige almene boliger.

-dc

20/12 2023