Københavnsk tunnelprojekt ubetydeligt for Lynetteholmen
En tunnel fra Bispeengbuen til Amagermotorvejen vil kun kunne bidrage med 5-6 procent af behovet for opfyldningsjord til Lynetteholmprojektet
Politik - Samfund
Af Dan Bjerring
Christiansborg
I et spørgsmål til transportminister Benny Engelbrecht spørger Ida Auken (RV), hvor meget udgravning af en 2 x 3-sporet indre by tunnel fra Hillerødmotorvejen/Bispeengbuen, med P-hus/busterminal under Hovedbanegården, til Amagermotorvejen kan bidrage med til opfyldning af Lynetteholmen.
Samtidig vil hun vide, hvad et sådant projekt vil gøre for businesscase og tidsplan for opfyld, hvis ’tunneleringen’ begyndes i 2025.
Transportministeren understreger i sit svar, at ministeriet ikke er i besiddelse af egentlige beregninger af jordmængder ved en udgravning af den nævnte tunnel, og en sådan beregning indgår heller ikke i de besluttede analyser af Lynetteholmen.
Kun 5-6 procent af Lynettebehov
Ifølge Benny Engelbrecht har Vejdirektoratet oplyst, at ’ud fra en gennemsnitsbetragtning og ved gennemførelse af en simpel skitseberegning’ for udgravning af en 2 x 3-sporet tunnel på cirka 29 x 8,5 meter fra Borups Allés ophør ved Bispeengbuen til Amagermotorvejens ophør ved Vejlands Allé i en lige linje med knæk ved Langebro på Amagersiden - på i alt cirka otte kilometer - samt forudsat 2-3 tilslutningsanlæg giver det en jordmængde på 2-2,5 millioner kubikmeter.
Det svarer til kun 5-6 procent af Lynetteholmens samlede opfyld, hvis indbygningsvolumen for den samlede Lynetteholmen etableres omkring 41 millioner kubikmeter.
Kommunalt projekt
- Et sådant projekt vurderes at være et kommunalt anliggende, da myndighedsansvaret for størstedelen af de omtalte vejstrækninger er kommunalt. Det bemærkes i den forbindelse, at der er indgået en aftale om, at staten vil nedklassificere Bispeengbuen og tilhørende vejanlæg fra statsvej til kommunevej, hvis de omkringliggende kommuner ønsker at overtage vejanlægget og eventuelt tunnellægge Bispeengbuen, oplyser transportministeren.
Selvfinansierende
Anlæg af Lynetteholmen ved spuns og jordopfyld ventes isoleret set at være selvfinansierende, og den foreløbige vurdering er, at der er tilstrækkeligt med overskudsjord fra byggerier og anlægsprojekter i København og omegn til at gennemføre projektet.
- Opfyldet af Lynetteholmen kan således gennemføres uanset, om Københavns Kommune på sigt skulle beslutte at etablere en tunnel under indre dele af København, slutter Benny Engelbrecht