Kemp & Lauritzen lancerer intern formandsuddannelse der giver ECTS-pointPga. corona-restriktioner er flere af formandsuddannelsens moduler blevet afholdt i mindre læringsgrupper à fem personer.

Kemp & Lauritzen lancerer intern formandsuddannelse der giver ECTS-point

- Det er unikt, at uddannelsen både er intern og akkrediteret 10 ECTS-point gennem Erhvervsakademi Aarhus. Dermed er den både formelt kompetencegivende og 100 % praksisnær, siger HR-direktør, Thomas Thorsøe

I samarbejde med Erhvervsakademi Aarhus og konsulentvirksomheden People & Performance har Kemp & Lauritzen lanceret 'formandsuddannelsen'. Den er en blandt flere uddannelser, som teknikvirksomheden udbyder via sit eget interne akademi, K&L Skolen – og ifølge HR-direktør Thomas Thorsøe udfylder netop formændene en nøglerolle for forretningen:

- Vores formænd udgør en enormt vigtig medarbejdergruppe. Det er dem, der leder og fordeler arbejdet for teknikerne og montørerne ude hos kunderne. De er garant for, at opgaverne løses på bedste vis, og at kunden er tilfreds, samtidig med at medarbejderne er glade og engagerede. Derfor ser vi et kæmpe potentiale i, at vi opkvalificerer vores formænd og klæder dem bedst muligt på til deres store ansvar.

En branche med stigende krav til arbejdspladsen
Thomas Thorsøe ser store fordele ved at satse på intern uddannelse og medarbejderudvikling.

- I byggeriet og installationsbranchen er der mere rift om talenterne end nogensinde – og der stilles højere og højere krav til kvalificeret og specialiseret arbejdskraft. Det betyder, at vi som arbejdsplads har en enormt vigtig opgave i at sætte både tiltrækning og fastholdelse af de dygtige medarbejdere allerøverst på dagsordenen, fortæller han og fortsætter:

- Her tror vi på, at intern uddannelse er fremtiden. Ved at uddannelsen er inden for egne mure, bliver læringen sammenflettet med organisationskulturen og -værdierne. Deltageren klædes på med værktøjer og kompetencer, der er 100 % praksisnære og anvendelige i dagligdagen. Dét er til gavn for både medarbejderen selv, Kemp & Lauritzen og alle vores mange kunder.

10 ECTS-point, der kan bruges i hele uddannelsessystemet
Efter bestået eksamen tildeles deltageren 10 ECTS-point, hvilket effektueres gennem Erhvervsakademi Aarhus som ekstern myndighed.

- Vi er de eneste med en intern formandsuddannelse, der er reelt kompetencegivende og dermed giver medarbejderen en merit, der kan bruges i hele vores uddannelsessystem. Vi er enormt stolte over, at vi har formået at skabe en ECTS-pointgivende uddannelse, der samtidig høster alle de fordele, der er forbundet med, at den er intern, afslutter Thomas Thorsøe.

På formandsuddannelsen, der varer seks måneder, får deltageren konkrete ledelsesværktøjer gennem case-baseret træning, præsentation af ledelsesdilemmaer fra dagligdagen og arbejde i læringsgrupper, der bidrager til opbyggelse af et stort socialt, internt netværk. De første hold på uddannelsen blev opstartet i september 2021, og foruden denne formandsuddannelse har Kemp & Lauritzen lanceret en ny service- og projektlederuddannelse, der ligeledes er ECTS-pointgivende.

-dc

22/2 2022