Klog energi letter huslejenBenny Østerbye aflæser temperaturen på det fjernvarmevand, der sendes retur. (Foto: Jacob Ljørring)

Klog energi letter huslejen

Almene boligafdelinger i hele landet kunne formentlig spare et trecifret millionbeløb, hvis der var mere fokus på energiforbruget. En overset mulighed er f.eks. indregulering af varmeanlæg

- Hvis man forestillede sig, at alle almene boligafdelinger i hele Danmark energioptimerede så meget, de ville, kunne de formentlig spare et trecifret millionbeløb. Den forudsigelse kommer fra Benny Østerbye. Han er energikonsulent hos Energi & Miljø, som Domea.dk har et tæt samarbejde med.

Ifølge energikonsulenten er det de lavt hængende frugter, Domea som udgangspunkt kigger på først. Det vil sige de optimeringer, der har en tilbagebetalingstid inden for tre år. Efterfølgende ser man på tiltag med en tilbagebetalingstid på tre til seks år.

En overset besparelse er f.eks. indregulering af varmeanlæg. Det lyder måske kompliceret, men det er det egentlig ikke, påpeger Benny Østerbye.Indregulering af varmeanlæg betyder, at man sørger for, at det er den rigtige mængde vand, der kommer rundt i varmesystemet, hvilket også sikrer, at alle beboere har den varme, de skal bruge.

Varm i toppen, kold i bunden
Det er især bygninger opført før år 2000 med såkaldte to-strengs anlæg, og med den gamle type radiatorventiler uden forindstilling, der kan optimeres.

Det opnås ved at justere på to områder; strengreguleringsventiler på hovedstrengene (dvs. de store varmerør i kælder og teknikrum) og så de små ventiler, der sidder bag termostaten på hver enkelt radiator.

Hvis alle ventilerne er indstillet korrekt, betyder det, at cirkulationspumpen ikke skal arbejde så meget, og at varmen vil blive fordelt korrekt. Dvs., at radiatoren er varm i den øverste del og kold i den nederste del.

- I det tilfælde taler man om, at varmesystemet er i vandbalance, fordi varmen er fordelt ensartet i alle boliger, forklarer Benny Østerbye.

Lav engangsudgift pr. radiator
For at nå dertil skal ventilerne være med såkaldt 'forindstilling', og grundindstillingen skal være korrekt.

 - Det koster ca. 650 kroner pr. radiator, plus investering i strengregulering, hvis den ikke allerede er monteret.

 - Hvis der f.eks. er fem radiatorer pr. bolig, kan du jo selv gange op for at finde en samlet pris i afdelingen, men det anbefales først at indhente et tilbud på strengregulering, siger Benny Østerbye.

Besparelse på 20 % og mere
Et varmesystem i balance vil i gennemsnit give en besparelse på varmeregningen på mellem 10-20 %, og i enkelte tilfælde mere. Uanset om der varmes ved hjælp af olie, gas, eller fjernvarme.

I nogle tilfælde kan der også blive tale om en udskiftning af cirkulationspumpen for at opnå en yderligere besparelse, hvis cirkulationspumpen er for gammel. En gammel cirkulationspumpe er som tommelfingerregel 10 år eller mere.

Ifølge Bygningsreglementet (BR2015) skal radiatorventiler på radiatorer være med forindstilling og være grundindstillet korrekt. Alligevel oplever Energi & Miljø, at ca. 80 procent er indstillet forkert. Selv i byggerier fra 2015 er termostaterne installeret - men ikke indstillet.

-cmn

7/11 2016