Kloster bliver plejecenter
Enemærke & Petersen omdanner Sankt Joseph Søstrenes Kloster i København til fremtidens plejecenter. Der er tale om en totalentreprise til 233 millioner kroner
Det er ikke en helt almindelig entrepriseopgave, der venter Enemærke & Petersen med byggeriet af Sankt Joseph Plejecenter og Seniorbofællesskab på Strandvejen i København.
I dag er stedet nemlig hjem for Sankt Joseph Søstrenes Kloster og har været centrum for søstrenes velgørende arbejde i 111 år. Nu skal klosteret renoveres og have en ny tilbygning, der skaber et stemningsfuldt plejecenter.
- En opgave som den her, får man kun få gange i livet. Med kombinationen af renovering og nybyggeri forener vi klosterbyggeriets solide håndværk og materialer med nutidens plejeteknologi og bæredygtighedsprincipper. Vi ser frem til at bygge med de bedste elementer fra fortiden og nutiden, fortæller Enemærke & Petersens adm. direktør Henrik Mielke om det usædvanlige projekt.
Renovering og ny tilbygning
I samarbejde med Rubow arkitekter og Sweco Rådgivende Ingeniører skal Enemærke & Petersen stå for opførelsen af en ny plejecentertilbygning med 92 boliger og renovere de oprindelige klosterbygninger fra 1905, der fremover skal danne ramme om et seniorbofællesskab med 33 boliger.
Både renoveringen og tilbygningen udføres med omfattende respekt for den oprindelige arkitektur. En ny bygning på 7.800m2 opføres og den oprindelige klosterbygning renoveres Klosterets kirke omdannes til café og fællessal med scenefaciliteter. Projektet indeholder også velværefaciliteter, tandlægeklinik, træningssal, køkkener og kontorer.
Enemærke & Petersen vandt totalentreprisekonkurrencen med et bud på 233 millioner kroner inkl. moms og entreprenøren forventer at påbegynde byggeriet i ultimo 2017. Sankt Joseph Plejecenter og Seniorbofællesskab forventes at kunne tage imod de første beboere i juli måned 2019. Bygherre er Lejerbo København.
cmn