KOMMENTAR: Forbundsformand som lille dreng i Kejserens Nye Klæder
Man skal høre sandheden fra børn og fulde mennesker – og nu kan tilføjes forbundsformand Claus Jensen fra Dansk Metal.
Af Dan Bjerring
Journalist
Claus Jensen har turdet, hvad politikerne i årevis er veget uden om, som katten om den varme grød, nemlig behovet for at sætte et loft over antallet af unge der vælger en gymnasieuddannelse.
Siden 1970'erne har det været 68-generationens hede drøm, at der blev indført en 12 årig enhedsskole i Danmark. En uddannelse hvor ’hvad ikke alle børn kunne lære, skulle ingen lære’.
Børnene skulle uanset evner og eventuelle ’udfordringer’ gå 12 år i samme klasses, og der blev ikke taget hensyn til samfundets behov for både højt kvalificerede akademikere og erhvervsuddannede faglærte.
Alle skulle i lighedens hellige navn puttes ned i samme gryde og hældes ud over det samme fad.
Folkeskole i frit fald
Resultatet står vi med i dag. En folkeskole i fagligt frit fald, hvor større og større dele af forældrene vælger at betale for deres børns uddannelse på friskoler
Hvorfor er der ingen, der spørger sig selv, hvordan det kan gå til, at 20 procent af en årgang forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter.
Det kan godt være, at børnene skal lære en masse engelsk, teknik, fysik og kemi, men de skal først og fremmest lære at læse, skrive, stave og regne. Det er nemlig forudsætningen for at lære alt det andet – også for at kunne anvende den moderne it-teknik til noget fornuftigt.
Der er fyldt alt for meget på i folkeskolen - ikke mindst i de små klasser.
Karikatur af boglig uddannelse
Og samtidig har gymnasierne har taget så mange ind uanset fagligt niveau, at det nærmest er blevet en karikatur på en boglig uddannelse som forberedelse til den akademiske verden.
Gymnasiet er blevet en social varmestue for unge, der ikke vil beslutte sig for en fremtid på arbejdsmarkedet. Og for gymnasierne er det jo glædeligt, at jo flere de kan få ud af tuben i den sidste ende – uanset faglige evner - jo flere penge får de i tilskud.
Det er en direkte tåbelig ordning, der kun kan føre til en ting nemlig en forringelse af uddannelsen, og resultatet der kommer ud.
Og for mange unge er det dybt skuffende og frustrerende, at de ikke kan bruge deres værdiløse studentereeksamen til noget som helst.
Politisk berøringsangst
Både byggeriet og industrien lider af en katastrofal mangel på faglært arbejdskraft, og det bliver værre og værre de kommende år.
Politikerne har i berøringsangst siddet på hænderne og lavet alle mulige mere eller mindre tåbelige og uduelige tilskudsordninger, der skulle vende udviklingen.
Men næsten enhver tåbe kunne indse, at der skal andre ting til. Uddannelsessnobberiet hos ikke mindst forældre har betydet, at alt for mange unge har valgt en gymnasial uddannelse i stedet for en erhvervsuddannelse.
Og for de unge har det været en passende mulighed for at vente tre år med at beslutte sig for hvilken uddannelse og fremtid de ville vælge.
Stor tak til forbundsformanden
Forbundsformand Claus Jensen skal have en stor tak - ikke alene fra industrien - men også fra alle andre fag, der i dag står i en mangel på faglært arbejdskraft.
Han har med sine klare holdninger til nødvendigheden af politisk handling - i stedet for en evig politisk flom af smukke ord om erhvervsuddannelserne - optrådt som den lille dreng i Kejserens Nye Klæder, der råber:
DE HAR JO IKKE NOGET PÅ!
Det er på tide, at få vendt bøtten, og det gælder ikke bare antallet af unge, der vælger en erhvervsuddannelse.
Det gælder også en total omkalfatring af folkeskolen og dens faglige niveau. Inklusionen er slået totalt fejl, og den nye folkeskolelov, der lagde mere vægt på, hvor længe børnene var i skolen, end på hvad de lærte, er en parodi.
Genopret respekten for lærergerningen
Og ikke mindst er det nødvendigt at genoprette respekten for lærergerningen. Læreren skal kunne være en autoritet, der kan sikre den nødvendige disciplin til at børnene lærer noget. Det burde være utænkeligt at der er børn i folkeskolen, der er nødt til at bruge høreværn i timerne for at kunne få den nødvendige ro til at koncentrere sig.
Kære politikere, vågn nu op. Der er kun at håbe på, at det ikke allerede er for sent.
PS! Holdningerne i denne artikel er alene journalistens og ikke nødvendigvis udtryk for BygTeks holdning.