Kommuner får tip om udbudsgevinster
2778 kommunalbestyrelsesmedlemmer får i denne uge brev fra DI om mulige gevinster ved at sende flere opgaver i udbud i netop deres kommune
I denne uge modtager alle landets 2778 kommunalpolitikere brev fra DI med en klar opfordring. Nemlig at de skal sende flere opgaver i udbud. Med brevet følger en analyse af den pågældende kommune, og dens status og potentiale i forhold til arbejdet med konkurrenceudsættelse.
- Vi vil gerne vise alle landets politikere, at der er stort potentiale for at få en bedre kvalitet i opgaveløsningen, eller spare penge uden at gå på kompromis med kvaliteten. Derfor vælger vi igen i år at sende brev ud til dem alle, og i år har vi valgt at lave et beregningsværktøj, så alle kommunalbestyrelsesmedlemmer selv kan gå ind og beregne, hvor meget de mener er realistisk at effektivisere for via konkurrenceudsættelse, siger branchedirektør Mette Rose Skaksen, DI.
Gode erfaringer samles
I stil med tidligere år har DI desuden indsamlet eksempler på kommuner, der har sendt opgaver i udbud og fået gevinst ud af det.
- Mange kommunalbestyrelsesmedlemmer efterlyser ofte konkrete eksempler og god erfaringer. I år har vi valgt at sætte fokus på de eksempler, som demonstrerer, at man både kan stille krav til kvaliteten og samtidig indhente effektiviseringsgevinster, siger Mette Rose Skaksen.
Blandt eksemplerne i år er Frederikssund Kommune, der efter et klassisk udbud har indgået samarbejde med RenoNorden om affaldsindsamlingen.
Skraldebiler kører på skrald
RenoNorden har udskiftet deres gamle diseldrevne skraldebiler med nye skraldebiler, som kører på biogas fra bioaffald, som de også selv indsamler.
Dermed er kommunens affaldsindsamling blevet CO2-neutral, og selvom indkøbsprisen på de nye skraldebiler er det dobbelte af traditionelle skralde-biler, har det ikke øget kommunens omkostninger. Det skyldes, at der er skiftet fra otte skraldebiler med etholds-skift til fire skraldebiler med toholds-skift.
- Med 100 procent biogas i skraldebilernes tanke fuldender Frederikssund det gode kredsløb, hvor biogas udvundet af husholdningsaffald giver grundlag for klimavenlig og CO2-neutral affaldsindsamling. Det, synes vi, er et godt signal at sende. At vi samtidig har sparet penge, og fået en bedre indsamlingskvalitet, gør samarbejdet mere attraktivt, siger faglig koordinator for affaldsområdet Tom Henrik Johansen, Frederikssund Kommune.
-cmn