Isover
isover
scroll
Komplekst psykiatribyggeri skal opføres i ViborgVisualisering: Rambøll A/S, LINK Arkitektur og SLA.

Komplekst psykiatribyggeri skal opføres i Viborg

Region Midtjyllands Udvalg for bæredygtighed, teknologi og anlæg har godkendt et forslag om et nyt psykiatribyggeri i Viborg. Det markerer et vigtigt skridt mod at skabe nye, tidssvarende rammer for fremtidens psykiatriske behandling

Udvalget har på mødet 11. september behandlet et dispositionsforslag, der skitserer rammerne for Viborgs nye psykiatriske afdeling. Bag forslaget står totalrådgiver Rambøll med underrådgivere Link Arkitektur DK og SLA i samarbejde med Region Midtjylland.

- Vi står med et stærkt udspil, der formår at etablere et trygt og moderne miljø, der skaber de bedste forudsætninger for patienternes bedring og personalets arbejdsvilkår – og samtidig imødegår en lang række tekniske, økonomiske og anlægsmæssige krav, siger Henrik Gottlieb Hansen (S), formand for Udvalg for bæredygtighed, teknologi og anlæg.

Regionsrådet skal behandle dispositionsforslaget 25. september og vil her også tage stilling til udmøntningen af den samlede anlægsbevilling til byggeprojektet.

Brugerinddragelse af personale, patienter og pårørende har været centralt i udarbejdelsen af forslaget.

Det samme har et fokus på at skabe et sammenhængende psykiatribyggeri med niveaufri og nem adgang til gårdhaver, frisk luft og lys, rolige opholds- og aktivitetsrum for det terapeutiske arbejde og rammer, der med lysindfald fra udearealerne og brede korridorer understøtter deeskalering og et behageligt miljø.

Ny Psykiatri Viborg opføres på et byggefelt i Søndersøparken, som i mange år har været centrum for den psykiatriske behandling i Viborg.

I byggefeltet ligger også to bevaringsværdige Kampmann-bygninger fra en tid, hvor man havde andre idealer for de fysiske rammer for psykiatribehandlingen.

Inden og under konkurrencefasen samt i dispositionsprocessen er muligheden for at bevare disse bygninger nøje undersøgt og den ene af bygningerne vil blive indarbejdet i etableringen af det nye byggeri.

- Der er ingen tvivl om, at det er en kompleks opgave at balancere de krav, fremtidens psykiatriske byggerier stiller.

- Med dispositionsforslaget som pejlemærke tror jeg på, at det lykkes at lave et byggeri, der har respekt for omgivelserne, men i sidste ende aldrig slipper sit hovedfokus: At have patientens tarv i centrum, siger Henrik Gottlieb Hansen.

Umiddelbart efter regionsrådets behandling af dispositionsforslaget, bliver udbuddet om at finde en totalentreprenør sat i gang.
-dc

12/9 2024