Økonomernes Don Quijote
Cheføkonom og vicedirektør i Cepos, Mads Lundby Hansen, afgik natten til mandag ved døden efter længere tids sygdom. Læs mindeord fra Mads Lundby Hansens ven og kollega gennem mange år, Bo Sandberg
Del artiklen påMed Mads Lundbys død er den økonomiske debat i Danmark blevet fattigere. Vi er mange, der har mistet en god økonomkollega – og vi, der har været så heldige at kende dig godt, har mistet en meget nær ven og et fantastisk menneske.
Mads var en éner. Som Don Quijote red han ensomt rundt og kæmpede mod det høje skattetryk og velfærdsstatens passiviserende vindmøller.
Oftest en enmandshær i den politisk-økonomiske debat – netop derfor var Mads Lundby Hansen så godt inde i sit stof, at man aldrig kunne ramme eller anfægte ham på substansen. Tit var Mads Lundby med sit katalog af politikforslag fra 'Reformtræet' blot forud for sin tid.
Som landets mest citerede økonom i mange år, var Mads Lundby en fremragende ambassadør for Cepos. Hvis ikke for ham havde Cepos næppe opnået plads i De Økonomiske Råd. Cepos har med sin tydelige liberale stemme og faglige tyngde gavnet tænketanksmiljøet og den offentlige debat i det hele taget.
Den borgerligt-liberale tænketank fylder i landskabet, men spiller på den måde også deres kontrastende medaktører gode – og her var Mads Lundby i særklasse, som det bl.a. kom til udtryk som trækplaster på vores talrige cheføkonomdebatter på Folkemødet, hvor han også vil blive savnet om nogle uger.
Vi to mødtes den første dag på politstudiet i 1989, og det var venskab ved første blik. Du var kommet ind med 4-færgen fra Bornholm sammen med bl.a. Jarl Cordua. Vi havde samme nørdede interesse for engelsk fodbold og politik. Du var VU'er og holdt med Liverpool, jeg var DSUer og holdt med Arsenal, men det var bestemt ikke noget, der skilte os ad - tværtimod.
Familiemennesket Mads Lundby var slet ikke så endimensionel, som han ofte blev fremstillet – og med en række fine personlige karaktertræk: Det mest usnobbede menneske, jeg har kendt.
Du snakkede lige så gerne med en gymnasieelev som med en minister – for dig var det sagen, det ideologiske liberale frimarkeds kompas, det gjaldt. Du følte dig bedre hjemme på en irsk pub (eller i et tv-studie) end på de bonede gulve eller en Michelin-restaurant.
Du var altid modig som deltager i den offentlige debat. Allervigtigst var du gennem 34 år en god, loyal og trofast ven, der altid var der, hvis man havde brug for støtte, hjælp, sparring, omsorg.
Du blev ramt af kræft i bugspytkirtlen omkring din 50-års fødselsdag i 2019, hvor det så meget sort ud, men som du klarede dig igennem med vellykket kemoterapi, din egen og familiens viljestyrke.
Du fik 3½ års forlænget spilletid, hvor du lærte at sætte pris på hver eneste dag og var så taknemmelig for alt det nære og livets små mirakler. Du hentede stor støtte og kraft i kristendommen, Sorgenfri Kirkes menighed og pastor Søren Hermansen i særdeleshed.
For et par måneder siden vendte sygdommen uhelbredeligt tilbage. Og lige nu er tabet uendelig stort – men samtidig glæde og taknemmelighed for at have kendt det skønne, unikke og varme menneske, Mads Lundby Hansen var. Samtidig står Mads´ økonomiske ideer og kommentarer tilbage som et fyrtårn for os andre.
Tankerne går til din hustru Susanne Østergaard Lundby, til August, Emilie og dine forældre.
Æret være Mads Lundby Hansens minde.
You´ll Never Walk Alone!
Bo Sandberg
cand. polit
Skattekonsulent i FSR/Danske Revisorer
Ven og studiekammeret
Tlf: 28503819
bots@fsr.dk