Krav om genbrugsasfalt er ikke i asfaltbranchens interesse
I et svar til Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen oplyser transportminister Benny Engelbrecht, at Vejdirektoratet ikke i forbindelse med anlæg og vedligehold af statsvejene har stillet krav om minimumsindhold af genbrugsasfalt
Politik - Samfund
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Ifølge ministeren er det ikke Vejdirektoratets opfattelse, at et krav til en fast minimumsprocent for genbrug vil være til fordel for bæredygtighed og ressourceudnyttelse:
- Det skyldes blandt andet, at transportlogistik og tilgængelighed til genbrugsasfalt i den rette kvalitet også skal tages i betragtning. Derfor er åbningen for øget genbrug op til 30 procent i slid- og bindelag på selv de tungest trafikerede veje som konsekvens af projektet Cirkulær Asfaltproduktion i øjeblikket den bedste løsning, oplyser ministeren blandt andet.
Ikke krav om andel af genbrugsasfalt
Generelt har tilgangen i forhold til asfaltgenbrug i Danmark været, at man i Vejreglerne formulerer betingelser og krav, der muliggør asfaltgenbrug, men der har typisk ikke været stillet krav i konkrete udbud om, at der skulle bruges en vis andel af genbrugsasfalt.
Benny Engelbrecht mener ikke, at et sådant krav vil være i asfaltbranchens interesse, da det ’teknisk og miljømæssigt vil være uhensigtsmæssigt’:
- Ved at muliggøre anvendelse, men ikke kræve det, gives asfaltfirmaerne friheden til at planlægge deres produktion bedst muligt i forhold til udstyr og tilgængelighed af genbrugsasfalt i den rette kvalitet, mener transportministeren.
Følger Vejdirektoratets praksis
Vejdirektoratet har i øvrigt kontaktet København, Aalborg og Sønderborg kommuner, og alle oplyser, at de ikke har stillet krav om genbrug af materialer i forbindelse med deres asfaltudbud.
De følger Vejreglerne og Vejdirektoratets praksis, og det antages, at det samme gør sig gældende for alle andre kommuner.
Sønderborg Kommune har dog i forbindelse med et partneringudbud - fleksibel udbudsform med højere grad af samarbejde mellem udbyder og leverandør - defineret genbrugsekspertise som et af flere tildelingskriterier. Men der har ifølge ministeren ikke været krav til indholdet af genbrugsasfalt.
Hindring for nationale barrierer
Siden vedtagelsen af EU’s Byggevareforordning gælder ens regler for, hvordan byggevarers ydeevne skal beskrives, når de bringes på markedet i EU.
Ydeevnebeskrivelserne skal ifølge forordningen udarbejdes på baggrund af en harmoniseret standard, hvis de findes for det pågældende produkt. I så fald må der ikke stilles krav om beskrivelse af andre ydeevner end dem, der fremgår af den pågældende standard.
På den måde skal det forhindres, at der opstår nationale barrierer for markedsføringen af byggevarer.
- I dag er der ikke metoder i de relevante harmoniserede standarder for, hvordan man kan beskrive asfalts ydeevner i forhold til genbrug. I praksis har det betydet, at Vejdirektoratet og kommunerne kun kan stille funktionskrav og nogle prøvningskrav, med mindre helt særlige omstændigheder taler for at stille krav til sammensætningen af asfaltmaterialet. Det er dermed op til den enkelte leverandør, hvor meget genbrugsasfalt der anvendes i deres produkter, så længe de er i stand til at leve op til de funktions- og prøvningskrav, som Vejdirektoratet stiller i udbudsmaterialet, oplyser Benny Engelbrecht.
Konkurrencemæssig fordel
Det understreges dog i svaret til Kristian Pihl Lorentzen, at udnyttelse af tilgængelig genbrugsasfalt i den rette kvalitet i så høj andel som teknisk muligt vil give asfaltproducenterne en konkurrencemæssig fordel, da omkostninger ved anvendelse af genbrugsasfalt er lavere end ny asfalt:
- Frihed til at fastlægge genbrugsprocenten indenfor de teknisk mulige rammer er derfor en fordelagtig situation for producenter, kunder, miljøet og ressourceudnyttelsen, forklarer ministeren.
CO2-emission som tildelingskriterium
I et samspil med branchen sigtes der mod i første omgang at inkludere CO2 emission som et af flere tildelingskriterier, og på længere sigt kan der også blive tale om at inkludere andre miljøparametre, eksempelvis relateret til forarbejdningen, transporten og udlægningen af asfalten:
- Disse bestræbelser bør give yderligere incitamenter for intelligent genbrug af asfaltmaterialer, i første omgang i forbindelse med Vejdirektoratets udbud på statsvejene, men det forventes også at metodikken vil sprede sig til asfaltarbejder udført for kommunerne, slutter Benny Engelbrecht.
Forskel på asfaltlag
Han slår i øvrigt fast, at genbrug af gammel asfalt til produktion af ny asfalt har været almen praksis i Danmark i mange år.
For de nedre asfaltlag (bærelag) er der ikke nogen øvre grænse for, hvor meget genbrugsasfalt der må tilsættes.
For de øverste lag (bindelag og slidlag) har der igennem mange år været øvre grænser for hvor meget genbrug, der må tilsættes.
Det er dog muligt – efter en passende sortering af genbrugsasfalten - at tilsætte op til 30 procent genbrugsasfalt til nye slidlag, også på tungt trafikerede veje, uden at gå på kompromis med sikkerhed og holdbarhed.
30 procent er ifølge ministeren stort set også den øvre grænse for, hvad teknologien på danske asfaltværker kan håndtere, når andre materialetekniske krav skal opfyldes.