Kriminelle har åbent hus hos Erhvervsstyrelsen
Det offentlige har ikke styr på firmadata. Firmadata står åbne for kriminelle, men Erhvervsstyrelsen vil intet foretage sig
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Dansk Håndværk opfordrer sine medlemsvirksomheder til at oprette et password på virk.dk hurtigst muligt for at undgå, at virksomheden udsættes svindel.
Opfordringen kommer, efter at det er kommet frem, at enhver, der er logget ind på virk.dk, ikke alene kan ændre sine egne firmaoplysninger i Erhvervsstyrelsens register, men også kan rette andres data:
- Det betyder at kriminelle kan rette og derefter misbruge systemet til flere former for svindel. Det er helt uforståeligt, at et offentligt datasystem på den måde står piv-åbent for kriminelle - og endnu værre at Erhvervsstyrelsen meddeler, at de ikke agter at gøre noget ved problemet, siger direktør KMorten Frihagen fra Dansk Håndværk.
Stærkt kritisable forhold
Han forventer nu, at erhvervsminister Simon Kollerup straks griber ind og får ændret på de ’stærkt kritisable forhold’:
- Men ind til da er det vigtigt, at virksomheder hurtigst muligt selv sikrer deres data ved at oprette en adgangskode, forklarer Morten Frihagen.
Og opfordringen gælder alle firmaer - fordi den voldsomme sikkerhedsbrist betyder, at kriminelle kan bruge de falske data til at snyde andre virksomheder:
- Svindlen rammer derfor ikke kun den virksomhed, der ændres - men også de firmaet, som de falske data bruges overfor. Jeg er dybt forundret over, at man tilsyneladende ikke vil gøre noget, men lader det være op til hver enkelt at sikre sine data overfor kriminelle, siger Dansk Håndværks direktør.
Åbent hus for kriminelle
Han påpeger, at havde noget tilsvarende været tilfældet med borgernes private cpr-numre, havde politikere, ministrene og EU stået i kø med krav om, at der øjeblikkeligt blev grebet ind:
- Erhvervslivet kan med rimelighed forlange, at deres data er sikret af dem, der opbevarer dem – og som endda med loven i hånden kan forlange, at de oprettes. I dag kan enhver, der logger ind med NemID, ændre en hvilken som helst virksomheds data - med mindre firmaet har oprettet et personligt password, slutter Morten Frihagen.
Virksomheder kan selv sikre deres data via nedenstående link hos Erhvervsstyrelsen:
https://erhvervsstyrelsen.dk/vejledning-undgaa-ulovlige-og-strafbare-registreringer