Kriminelt miljø i vejen for almene boliger på Christiania
Regeringen vil bygge almene boliger i Christianias mest kriminelle område. Mindretalsbeskyttelse beskytter de kriminelle mod lovliggørelse af den såkaldte 'Fristad'
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Beboerne omkring Christiania har sendt en henvendelse til ikke bare Folketinget, men også en række ministre, mede en advarsel om de mulige negative konsekvenser ved, at der skal bygges almene boliger på Christiania i nærheden af det såkaldte ’Green Light District’.
Sidstnævnte rummer blandt andet det kriminelle hashmarked i Pusher Street, hvor der ifølge politiet i løbet af 11 måneder i 2022 blev anholdt 875 personer, ligesom der gennem årene i og omkring Pusher Street er blevet begået 21 drab.
Særlige vedtægter for almene boliger
Beboerne, der er med i foreningen ’Christianias Naboer’, spørger politikerne, om man bør bygge almene boliger i et så udsat område, og de gør opmærksom på, at der er nogle særlige vedtægter for almene boliger:
- Vi i foreningen Christianias Naboer, der repræsenterer Christianshavns Gymnasium, Christianshavns Idrætsklub og 10 boligforeninger i Christianias umiddelbare nærhed, opfatter den del af Christiania, man kalder Green Light District, som et bandemiljø. Vi sendte 2. februar i år et brev til Folketingets Retsudvalg, hvori vi opfordrede til, at Retsudvalget tog initiativ til at sikre, at politiet lukker Pusher Street permanent - med eller uden Christianias medvirken. Ingen af Retsudvalgets medlemmer har reageret på vores henvendelse, skriver Christianias Naboer til Folketinget.
Kriminelle blokerer lovliggørelse
De undrer sig over, at politiet oplyser, at det kun er, hvis hele Christiania bakker op om det, at politiet vil fjerne det kriminelle marked:
- Vi må formode, at alle myndigheder godt ved, at Christianias såkaldte konsensusdemokrati betyder, at alle christianitter skal være enige om en sådan beslutning. Og det hjælper ikke, at et flertal af christianitter går ind for det, når et kriminelt mindretal ifølge politiet ejer cirka halvdelen af staderne i Pusher Street, som de tjener rigtig mange penge på. Det kriminelle mindretal vil aldrig give grønt lys for, at hashmarkedet bliver fjernet, konstaterer foreningen.
Hvad vil politikerne?
Konsensus var oprindelig ment som mindretalsbeskyttelse af Christianias beboere, men det
beskytter nu udnytterne:
- Er det fordi regeringen ikke ønsker at fjerne hele det kriminelle marked fra Christiania, at politiet ikke gør det? Det må vi næsten formode, for politiet gør vel det, som regeringen giver ordre til. Og hvad betyder denne situation for planen om at bygge en masse almene boliger i et udsat boligområde, der vil blive nabo til et af de mest kriminelle områder i København, slutter henvendelsen fra Christianias Naboer.
FAKTA:
- Aftalen med staten indebærer, at der skal bygges 15.000 kvadratmeter nye almene boliger på Christiania inden 2031.
- Det giver cirka 300 nye beboere. Der er i dag cirka 850 beboere på Christiania.
- Kommunen skal udarbejde en ny lokalplan til formålet.
- Der skal indgås en aftale med en etableret almen boligorganisation om køb af grund og byggeret.
- Boligerne skal udlejes efter de gældende regler for almene boliger, herunder med kommunal anvisningsret: Det bliver altså IKKE Christiania, der kan bestemme, hvem der flytter ind.
- Til gengæld kan Christiania købe en del af Christianshavns Vold og de boliger, som de lejer af staten, til en pris af 67 millioner kroner.