Landinspektører udvider med nyt franchisekonceptRasmus Bay får som franchisetager adgang til Mølbak Landinspektørers samlede resurser som f.eks. jurister, kort- og landmålingsteknikere og administrativt personale.

Landinspektører udvider med nyt franchisekoncept

Et nyt franchisekoncept udnytter resurserne bedre, vurderer man i Mølbak Landinspektører, der har åbnet sin første franchise-afdeling i Næstved

Stigende aktivitet i det private og offentlige byggeri samt større anlægsprojekter med udvidelse af motorveje og jernbaner og etablering af letbaner i flere større byer har skabt stor efterspørgsel efter landinspektørers ydelser og kompetencer.

Mølbak Landinspektører A/S er en af de virksomheder, der er vokset markant, og som en af landets største fortsætter virksomheden nu væksten med en udvidelse af den stærke tilstedeværelse på Sjælland. Det sker med etableringen af en afdeling i Næstved.

Den nye Næstved-afdeling skal drives efter et franchisekoncept drevet af landinspektør Rasmus Bay under navnet Mølbak Landinspektører A/S ved Rasmus Bay.

Rasmus Bay har i flere år fungeret som teamleder på Mølbak Landinspektørers kontor i Køge, og han var tidligere i en længere årrække været partner i Landmålergården (nu LE34) i Næstved.

Kan drive og vækste egen forretning
Direktør i Mølbak Landinspektører Jens Mølbak peger på, at franchisekonceptet kan udvides andre steder.

- Vi har sammen med Rasmus Bay udviklet en model, der giver ham mulighed for at drive og vækste sin egen forretning, samtidig med at det giver Mølbak Inspektører mulighed for et øget salg af rådgivning fra vores specialister og øvrige ydelser indenfor vores forretningsområder. Vi tror på, at konceptet kan skaleres og være en af nøglerne til succes i årene fremover, siger Jens Mølbak.

Faglig og digital udvikling
Rasmus Bay står selv for driften af Næstved-afdelingen, mens en del af administration som markedsføring ligger centralt hos modervirksomheden i Roskilde.

- Landinspektørbranchen er under faglig og digital udvikling, og det vil være en stor fordel for mine kunder og samarbejdspartnere, at jeg samtidig med min lokale forankring har adgang til Mølbak Landinspektørers samlede resurser, så jeg kan levere den mest professionelle rådgivning, siger Rasmus Bay.

-los

15/2 2017