Landsbyer på klimakortetAdskillige boligejere i Fløng har foretaget mindre renoveringer og er engageret i klimabesparende tiltag bl.a. via et aktivt landsbylaug. (Foto: Fløng Landsbylaug)

Landsbyer på klimakortet

Huse i landsbyer øger deres værdi med energirenovering. Særligt i småbyer som f.eks. Fløng uden for hovedstaden betaler det sig at investere i energirenovering af boligen, siger forsker

Hver femte boligejer i Danmark kaster sig i denne tid over energirenovering af deres hus, fordi de ønsker at øge ejendommens værdi.

Det viser en undersøgelsen udført af Analyse Danmark for Energistyrelsen, og i landsbyen Fløng ved Hedehusene i Høje-Taastrup Kommune på Københavns Vestegn er en række husejere allerede godt i gang.

- Og det er en god strategi at tænke energiforbrug og ejendomsværdi sammen, hvis man ønsker, at ens hus skal bevare sin værdi på markedet, siger Ole Michael Jensen, seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut.

Salgspriser følger energimærke
SBi har undersøgt sammenhængen mellem energiforbrug og ejendomsværdi ved at se på, hvordan salgsprisen på et hus følger husets energimærke.

- Det er tydeligt, at energiforbruget spiller ind på huspriserne. Set hen over landet er effekten størst uden for Hovedstadsområdet. Samtidig viser analysen, at Region Sjælland er den region i landet, hvor salgsprisen er mest bestemt af, hvilket energimærke og dermed hvilket energiforbrug et givent hus har, siger Ole Michael Jensen.

Den pointe har boligejerne i landsbyen Fløng fanget. Anne Lützen og Steen Olesen er blandt de husejere i Fløng, der har foretaget en gennemgribende energirenovering af deres hjem. Deres parcelhus fra 1973 er som forvandlet med bl.a. udskiftning og isolering af tag, ventilationssystem med varmegenvinding, efterisolering af ydermur og sokkel, nye vinduer, mv.

Naboer følger eksemplet
Projektet har kostet 1,4 mio. kr. og halvdelen blev finansieret med realkreditlån, som var muligt at optage på baggrund af den højere ejendomsværdi. Samtidig hjælper energibesparelserne med tilbagebetaling af omkring halvdelen af lånet.

- Det er en 180 graders vending af huset, som også bunder i, at vi ikke kunne leve med, hvordan det så ud før, siger Steen Olesen og forklarer, at syv husejere i det lille samfund har foretaget tilsvarende gennemgående, energibesparende renoveringer af deres hjem,

og mange andre har foretaget mindre renoveringer og er engageret i klimabesparende tiltag bl.a. via et aktivt landsbylaug.

Storkøbenhavns småbyer kan »bære« dyre renoveringer.Energirenovering er et fokus, der kan betale sig i mange sjællandske småbyer, mener Steen Olesen.

Finansiel forståelse
- Fløng minder om så mange andre landsbymiljøer i Storkøbenhavn. Markedsøkonomisk kan husene her bære de store renoveringer. I forhold til de mange ressourcer, der er bundet i vores boliger, er det miljømæssigt en fordel at renovere frem for at rive ned og bygge nyt

- og det er billigere. Mange boligejere vil have fordel af at lave én eller to store renoveringsopgaver i stedet for småprojekter - spørg banken. De kan sagtens forholde sig til den store plan, siger husejeren i Fløng.

BedreBolig hjælper med en planEnergistyrelsens BedreBolig- ordning er netop sat i værk for at give boligejeren en helhedsorienteret rådgivning, der kombinerer boligejerens ønsker for boligen med, hvilke energimæssige forbedringer der med fordel kan gennemføres i de private hjem.

- Baggrunden for ordningen er et ønske om at hjælpe boligejerne, så de kan sætte rigtigt ind. De forskellige projekter i boligen skal afstemmes, så forbedringerne bidrager maksimalt til at sænke energiforbruget og opfylde boligejerens ønsker også på lang sigt,« siger Hanne Lind Mortensen, chefkonsulent i Energistyrelsen.

Økonomisk gevinst
Et hus med energimærke D kunne have forøget prisen med gennemsnitligt 788 kr. pr.  m2, hvis det i salgssituationen i stedet havde haft energimærke C. Skifter mærket fra F til C, er der gennemsnitligt 2.390 kr. at hente på kvadratmeterprisen.

Analyse Danmark har for Energistyrelsen undersøgt danske boligejeres energiforbrug og holdninger og handlinger ifht. energiforbrug. I alt 1058 husejere i Danmark over 18 år er interviewet i august måned 2015.

Statens Byggeforskningsinstitut har for Energistyrelsen undersøgt sammenhængen mellem huspriser og husenes energimærker. (http://www.sbi.dk/miljo)

-cmn

19/10 2015