Langt flere boligejere er parate til at betale for mere bæredygtige materialer
Over de seneste to år er der sket en markant ændring i danske boligejeres prioriteter, og flere boligejere lægger nu større vægt på bæredygtighed, når de vælger materialer til deres bolig. En undersøgelsen viser dog markante geografiske forskelle
61 % af boligejerne lægger i nogen grad vægt på bæredygtighed, når de vælger materialer til deres bolig, mens knap 20 % tillægger det stor eller meget stor betydning.
Det fremgår af en ny repræsentativ undersøgelse blandt flere end 2000 boligejere, som Voxmeter har udført for gulvvirksomheden Timberman.
Der er således sket en markant udvikling på kort tid. For blot to år siden var det nemlig halvdelen af boligejerne, der i nogen grad prioriterede bæredygtighed, mens 13 % anså det for vigtigt i høj eller meget høj grad.
– Et er, at bæredygtighed fylder på dagsordenen mange steder i samfundet, men det er lige så vigtigt, at danskerne rent faktisk tænker bæredygtighed ind i deres hverdag gennem eksempelvis materialevalget.
- Derfor er det virkelig positivt at se, at tallene rykker sig i den rigtige retning år efter år, når vi gennemfører vores undersøgelser, siger Mogens Fisker, som er direktør i Timberman.
Undersøgelsen viser også, at boligejerne ikke blot har større fokus på bæredygtighed – de er også villige til at betale ekstra for det. 53 % af de adspurgte er i nogen eller høj grad klar til at betale mere for bæredygtige materialer.
Ifølge Ole Storm Jørgensen, lektor i forbrugeradfærd ved Erhvervsakademi Dania, er det særligt bemærkelsesværdigt, da højere omkostninger samtidig nævnes som den største barriere for at vælge bæredygtige materialer.
– Undersøgelsen er et godt billede på den transformation, som vores forbrugeradfærd står i, og hvor der stadig opleves modsatrettede forhold.
- Boligejerne peger på, at de gerne vil gøre noget godt for klimaet, og over halvdelen svarer også, at de faktisk gerne vil betale en højere pris for bæredygtighed, siger Ole Storm Jørgensen.
Han understreger dog, at de oplevede omkostninger stadig er en væsentlig barriere – især i områder, hvor bæredygtighed ikke vægtes lige så højt.
For eksempel viser undersøgelsen, at boligejere i Nordjylland i mindre grad prioriterer bæredygtighed og ligeledes er mindre villige til at betale ekstra for bæredygtige materialer, mens den modsatte tendens gør sig gældende i hovedstadsområdet.
– De regionale forskelle kan være resultater af flere faktorer, herunder økonomi og kulturel eksponering. I områder med et højere indkomstniveau vil boligejerne kunne lade økonomi træde mere i baggrunden og foretage materialevalg på baggrund af andre faktorer.
- Men i sidste ende er det afgørende for hastigheden i udviklingen i høj grad afhængig af merprisen og den fortælling, der er knyttet til produktet, forklarer Ole Storm Jørgensen.
-dc