Langt fra grøn tanke til handling'Hvor interesseret er du i energiforbedringer i boligen?' Kilde: Bolius' boligejeranalyse.

Langt fra grøn tanke til handling

Hovedparten af boligejerne er interesserede i at energioptimere deres hjem, men det er de færreste, som omsætter ambitionerne til handling

Samfund

Danskerne tænker grønt. Det understreges af den årlige boligejeranalyse fra Bolius, som netop er blevet offentliggjort. Næsten 60 % af de over 4500 deltagere i analysen svarer, at de er enten interesserede eller meget interesserede i energiforbedringer i boligen. Noget, der glæder brancheorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne.

- Det understreger, at danskerne har fået øjnene op for de muligheder, der ligger i at energirenovere deres boliger. Men samtidig viser analysen, at der er et stykke vej fra tanke til handling, siger Simon O. Rasmussen, der er underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne, som repræsenterer 4300 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

Fordele skal tydeliggøres
Når boligejerne spørges ind til konkrete tiltag for at energioptimere som f.eks. isolering af boligen, udskiftning af fyr eller udskiftning af termostater, viser analysen, at typisk mellem 80 og 87 % hverken har foretaget eller overvejet at foretage disse tiltag i 2018.

- Det skyldes nok en kombination af behovet for viden om de rigtige løsninger og så en økonomisk barriere. Derfor er der også brug for, at el- og vvs-installatører hjælper med at tydeliggøre fordelene ved energioptimering, ligesom der er brug for en økonomisk gulerod i form af velfungerende støtteordninger, siger Simon O. Rasmussen.

Varme- og elregning motiverer
Analysen fra Bolius viser, at særligt rudekuverter kan motivere boligejerne til at energirenovere deres hjem. Når de bliver spurgt, hvad der har fået dem til at overveje eller at gå i gang med energirenoveringer, peger 39,6 % på varmeregningen og 22,1 % på elregningen, som dermed er de to største motivationsfaktorer.

- Tilbuddene er mange, og markedet for energirenovering er svært at overskue. Derfor er det afgørende, at man som boligejer allierer sig med eksempelvis en el- eller vvs-installatør, som kan sikre, at man får de rigtige løsninger, der er tilpasset den enkelte bolig, siger Simon O. Rasmussen.

-kj

13/9 2019