Lavere Håndværkerfradrag skader den grønne omstillingDanske Byggecentres administrerende direktør, Palle Thomsen, advarer mod konsekvenserne ved at skære i Boligjobordningen.

Lavere Håndværkerfradrag skader den grønne omstilling

Det er ikke kun håndværkerne, der rammes, når regeringen vil skære halvdelen af Håndværkerfradraget væk i forbindelse med næste års Finanslov.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Danske Byggecentre frygter, at konsekvenser ikke bare er økonomisk for håndværkere og forbrugere, men også at det rammer den grønne omstilling.

Administrerende direktør Palle Thomsen mener, at når eksempelvis økonomer og politikere argumenterer med, at temperatuen på byggeri er ophedet, så er det forkert at annoncere en fjernelse af Boligjobordningen:

- Som vi har set det før, vil folk hamstre ordningen og sørge for at få lavet alt, man kan, inden ordningen forsvinder. Samtidig vil der næste år være et stort hul i ordrebøgerne, siger han.

Fremmer en grønne omstilling
Palle Thomsen understreger, at Boligjobordningen ikke bør anvendes som konjunkturregulator, da den hvert år skaber ekstra skatteindtægter og fremmer den grønne omstilling af det danske samfund:

- Jeg frygter at, vi som konsekvens af et reduceret fradrag vil se mere sort arbejde og færre energirenoveringer. Håndværkerfradraget er for mange familier det økonomiske incitament, der muliggør energirenoveringer og andre forbedringer af boligen. Uden det incitament, forventer jeg en langsommere grøn omstilling, hvilket vi bestemt ikke har tid til, siger Danske Byggecentres administrerende direktør, som opfordrer vi politikerne til at ’slå koldt vand i blodet’ og fokusere mere på at sikre en stabil arbejdskraft og at fremme den grønne omstilling.

Byggeriet indretter sig
Også fra Danske Malermestre lyder der advarende ord. Her gentager direktør Ole Draborg, at hvis Boligjobordningen gøres permanent, er den et reelt instrument mod sort arbejde, og på sigt vil byggeriet indrette sig, så der ikke opstår flaskehalse:

- Jeg hører argumenterne om, at byggebranchen buldrer derud af, og fradraget derfor ikke er nødvendigt længere. Jeg er ikke enig. For gøres Boligjobordningen permanent, vil markedet tilpasse sig. I stedet for at se ordningen som et instrument til at regulere konjunkturerne, skal det ses som et værn mod sort arbejde, siger Ole Draborg.

Fjernede sort arbejde
Han henviser til, at hvis byggebranchen ved, at ordningen er permanent, så fastansættes de folk, der er brug for – og så opstår der ikke flaskehalse som i dag:

- Markedet indretter sig, og vi arbejder hos Danske Malermestre for, at Håndværkerfradraget igen kommer til at omfatte alt malerarbejde, også indvendigt malerarbejde, fordi det har en meget positiv effekt over for sort arbejde. I den periode, hvor man kunne få fradrag for indvendigt malerarbejde, mindskedes kundernes interesse for at få udført malerarbejdet sort markant. Faktisk er det en generel opfattelse blandt medlemmerne, at ordningen på det nærmeste fjernede det sorte arbejde fra faget, slutter Ole Draborg.

Han henviser iøvrigt til, at når malerfaget har meget sort arbejde, skyldes det, at faget er meget arbejdskrafttungt. Med håndværkerfradraget opnår kunden derfor en besparelse, der nogenlunde matcher den betalte moms. Derfor får Boligjobordningen kunderne til at vælge at få udført arbejdet med regning og med garanti og klagemulighed.

25/8 2021