Legater til 15 byggetalenterDe mange glade modtagere af årets Spirekassen sammen med bestyrelsesformand for Boligfonden Kuben, Karen Mosbech / Foto: Kontraframe.

Legater til 15 byggetalenter

I går mandag overrakte Boligfonden Kuben Spirekasse-legater til 15 byggetalenter, der med priserne kan iværksætterne rykke et skridt nærmere realiseringen af deres drømmeprojekter

Der var spænding i luften mandag eftermiddag, da 3F’s Forbundshus i indre København bød velkommen til en række nye talenter indenfor byggeriet. Håbefulde iværksættere var sammen med familie og venner mødt op for at fejre modtagelsen af Boligfonden Kubens Spirekasse-legat på 25.000 kr.

Gode idéer til fremtidens byggeri
Idérigdom og kvalitet er da også kendetegnende for årets 15 Spirekasse-projekter. Flere af projekterne består af en række fællestræk som bæredygtighed, digitalisering og brug af gamle materialer i en ny kontekst. Her kan nævnes projekter med digitalprintet træ, en app til byggeriets aktører, lysledere i beton og brug af halm som byggemateriale.

- Det er nogle meget lovende projekter, vi har med at gøre. Idérigdommen er ganske bred, og der er en god spredning i de innovative tanker, som modtagerne har gjort sig. Vi er meget imponerede over det høje niveau, som kun bliver højere år for år. Det tyder på, at dansk byggeri går en lys fremtid i møde, siger Gert Kjeldsen, adm. direktør i Enkotec og bestyrelsesmedlem i Boligfonden Kuben og uddyber:

- Projekterne er med til at skabe fornyelse i byggeriet. Vi mener, at det er vigtigt at anerkende de personer, som gør en forskel. Derfor fungerer Spirekassen også som en tretrinsraket, hvor de mest levedygtige projekter kan få støtte i flere omgange. Det holder liv i drømmene, som kan ende med konkrete løsninger, slutter han.

Tænker nyt og anderledes
Forud for uddelingen ligger en utraditionel ansøgningsproces, hvor ansøgere blandt andet har kunnet søge legatet direkte på Boligfonden Kubens stand på Skills. Ideen med Spirekassen er at give håbefulde byggetalenter en håndsrækning, så de kan videreudvikle deres drømmeprojekter.

- I Boligfonden Kuben arbejder vi for at udvikle dansk byggeri inden for materialer og processer. Formålet med Spirekassen er at omsætte gode idéer til realisérbare projekter. Det sker gennem både økonomisk støtte og løbende sparring til legatmodtagerne, forklarer Gert Kjeldsen og fortsætter:

- Som Spirekasse-modtager skal man kunne tænke anderledes. Det kan f.eks. være i form af ny teknologi og brug af nye materialer. Idérigdom og kvalitet i projekterne er blandt de vigtigste kriterier, fortsætter han.

-jhn

 

20/3 2018