Let tilgang til historienNytorv i Viborg med den historiske domkirke i baggrunden. (Foto: Realdania)

Let tilgang til historien

Før var det svært at komme rundt med kørestol og klapvogn i Viborgs historiske midtby. En række diskrete fysiske tiltag har fjernet nogle af de forhindringer, der før var i vejen for at komme rundt

I Viborg er den rige kulturarv nu gjort mere tilgængelig, så alle har nemmere adgang til den historiske midtby. Projektet indvies fredag den 23. september på Nytorv i Viborg. Samtidig lanceres en ny app, der byder på spændende historier og guider besøgende rundt til de historiske steder.

En række diskrete fysiske tiltag har fjernet nogle af de forhindringer, der før var i vejen for at komme rundt. I flere af byens haver er trin nu erstattet af ramper.  I Nytorvgyde og langs stien mod Sortebrødre Kirke er der lavet hvilereposer undervejs på de stejle stigninger. Desuden er Nytorv blevet nytænkt og har fået ny tilgængelig belægning i forbindelse med projektet.

Det er også blevet lettere at finde rundt i gader og stræder. Nye skilte, som passer til det historiske miljø, og en ny app til mobiltelefoner, ’Spot Viborg’, hjælper besøgende rundt. I den nye app ’Spot Viborg’ fortæller bysbarnet Sigurd Barrett både kendte og mere hemmelige historier fra Viborgs rige historie, der kan opleves ad tre tilgængelige ruter.


Den nye belægning ved Skovgård Have i Viborg. (Foto: Realdania)

Bedre historisk sammenhæng
Bag projektet, som nu indvies, står Viborg Kommune, Realdania, Bevica Fonden, Arbejdsmarkedets Feriefond og Vanførefonden. Projektet er en del af et internationalt samarbejde om at bevare kulturarven og gøre europæiske bykerner mere tilgængelige.

Johannes F. Vesterby, formand for Teknisk Udvalg i Viborg Kommune, er yderst tilfreds med, at projektet har skabt en god adgang til en række af Viborgs historiske perler.

- Jeg glæder mig over de nye fysiske tiltag, som på én gang respekterer og er med til at forskønne vores unikke historiske by. Samtidig har vi fået skabt en bedre sammenhæng i byen fra gågaderne til den historiske midtby omkring domkirken. Det er mit håb at mange – såvel besøgende som lokale borgere – fremover vil få endnu mere glæde af Viborgs 1000-årige historie, siger Johannes F. Vesterby

Internationalt modelprojekt
Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania forklarer, at fysiske udfordringer med toppede brosten og et kuperet terræn længe udgjort en stor barriere for mange, der gerne vil opleve den historiske midtby.

- Med projektet om bedre tilgængelighed har vi nu fået en række spændende svar og løsninger herpå, og jeg tror, at projektet vil inspirere mange andre historiske byer i såvel Danmark som resten af Europa, siger hun

Marianne Kofoed, direktør i Bevica Fonden kalder de nye tiltag i Viborgs historiske bykerne et godt eksempel på, hvordan mani kan skabe god og ligeværdig adgang for alle til en historisk bykerne - uden at gå på kompromis med kulturarvens værdier og uden brug af de traditionelle og synlige tilgængelighedsløsninger.

-cmn


Indgangen til Sortebrødre anlægget i Viborg. (Foto: Realdania)

15/9 2016