Lokal ejendomsinvestor køber historisk arresthus
Hjørrings gamle arresthus skal fremover fungere som et kulturelt oplevelsescenter og være med til at løfte byen
Arkitektur - kultur
Ejendoms- og investeringsselskabet Valhal Estate har købt det gamle arresthus på Jernbanegade 12 i Hjørring, der indtil d. 1. oktober huser Kriminalforsorgen i en mindre del af den 2582 m2 store bygning fra 1870.
Conny Lindholt er indehaver af Valhal Estate og bor i Hjørring. Det er derfor også af kærlighed til byen, at hun har opkøbt, fortæller hun:
- Jeg synes, at det er meget vigtigt at passe på byens kulturelle perler. Også af frygt for, at udefrakommende investorer måske kunne finde på at jævne den med jorden, siger hun.
Ejendomsselskabet har endnu ikke nogle konkrete planer for, hvad der skal ske med den historiske bygning. Men Conny Lindholt er opsat på, at den skal være med til at løfte og spille positivt sammen med resten af byen.
- Bygningen ligger kun 100 meter fra Hjørring Teater, der er byens stolthed. Og vi vil gerne forsøge at konvertere den til også at blive en kulturel perle, der kan være med til at løfte Hjørring som by. Vores ambition er altså at gøre det til et kulturelt oplevelsescenter, der bevarer og videreudvikler bygningens historie, forklarer hun.
-kj