Lokalsamfund kan søge støtte til nye ideer
Erhvervsministeriets Landdistriktspulje åbner nu for anden gang i år for ansøgninger om støtte til nye forsøgsprojekter og projekter på de små øer. Ansøgningsfrist er 8.oktober
Del artiklen påMed den nye ansøgningsrunde udmønter Landdistriktspuljen dels 2,5 millioner kroner til projekter, der kan bidrage til at forbedre levevilkårene i de små øsamfund, og dels 5 millioner kroner til forsøgsprojekter i landdistrikterne.
- Midlerne fra Landdistriktspuljen skal støtte lokale kræfter og ildsjæle i hele Danmark i at afprøve deres idéer til, hvordan lokalsamfund kan blive mere levedygtige, og hvordan man lokalt i landdistrikterne og på de små øer selv kan være med til at skabe vækst og udvikling, siger erhvervsminister Rasmus Jarlov.
Der findes masser af ideer
Det er Det rådgivende udvalg for Landdistriktspuljen, som sammen med Erhvervsstyrelsen modtager og bedømmer de mange ansøgninger, som kommer ind i hver ansøgningsrunde.
Grethe Saabye, formand for Det rådgivende udvalg for Landdistriktspuljen:
- Vi ser i udvalget rigtig mange gode projekter. Hver runde er spændende, fordi vi får et unikt indblik i, hvad der rører sig lokalt, når det gælder om at skabe udvikling i landdistrikterne. Jeg ved, at de, der til daglig lever og virker ude i vores landdistrikter, har masser af spændende ideer til at skabe lokal udvikling, og de ideer glæder vi os altid til at se.
Ansøgningsfrist er 8. oktober 2018 kl. 12.00.
-jhn
Vil du vide mere
Spørgsmål er velkomne på hotline for Landdistriktspuljen på tlf. 41 71 78 97 alle hverdage kl. 10-12 og på e-mail landdistriktspulje@erst.dk.