Løvfaldstiden er kommet
Når bladene falder af træerne, ruller Banedanmarks løfaldstoljer ud for at spule skinnerne rene for den fedtede substans, der opstår når togene kører hen over bunkerne af nedfaldne blade
Banedanmarks gule løvfaldstroljer, der i år kun kører om natten, er et fast tilbagevendende indslag på det danske jernbanenet og den mest synlige del af den årlige løvfaldsindsats, der skal forhindre forsinkede tog.
Troljerne, der køres af to mand, er monteret med vandtanke og dyser foran hjulene. Og når skinnerne spules fri for den klæbrige bladmasse, sker det med et tryk på 500 bar.
- Glatte eller fedtede skinner gør, at togene skal bruge længere tid, når de skal accelerere, og når de skal bremse igen. Troljerne kører på de strækninger, hvor løvfaldet giver flest udfordringer, og det er Kystbanen og strækningen mellem Aarhus og Vejle med en afstikker til Jelling, siger Jens Jørgen Hansen, der er trafikchef i Banedanmark.
Testet de seneste uger
Løvfaldstroljerne, der er blevet efterset og testet i de seneste uger, er kun en del af det samlede løvfaldsberedskab på jernbanen. Og hos DSB har togene fået slebet hjul og kører med fyldte sandkasser, der kan strø sand ud på skinnerne omkring hjulene.
Der er desuden en tæt kontakt mellem lokomotivførerne og Banedanmarks trafikstyringspersonale i kommandoposterne og fjernstyringscentralerne, ligesom løvfaldsindsatsen bliver vendt på de daglige trafikmøder.
- Kollegerne på fjernstyringscentralerne og kommandoposterne har et godt samarbejde med lokomotivførerne, hvor de informerer hinanden om, hvor der er løvfald, så der kan køres efter forholdene, siger Jens Jørgen Hansen.
Vejret er afgørende
Ud over kørslen med troljerne er vejret en vigtig faktor for, hvor rettidigt togene kommer gennem løvfaldsperioden. Banedanmark og jernbanevirksomhederne håber på et efterår med nattefrost og kraftig blæst, for så falder bladene hurtigt af træerne. Omvendt giver et mildt efterår en længere løvfaldsperiode.
- Vi har typisk flest udfordringer med løvfaldet i begyndelsen af november, og det giver færre gener for passagererne, når bladene falder af træerne inden for kort tid. De sidste par år har vi haft et mildt efterår, men vi håber, at vejret bliver en medspiller i år, siger Jens Jørgen Hansen.
I oktober 2015 blev 0,17 % af togene på fjernbanen forsinket som følge af løvfald, og i november var tallet 0,18 %. På S-banen var der stort set ingen forsinkelser på grund af løvfald.
Her kører troljerne
I år vil der være to løvfaldstrojler i arbejde. De kører ud fra henholdsvis Aarhus og Hellerup.
Troljerne er i beredskab fra uge 42, og fra uge 43 kører de på følgende strækninger: Aarhus - Vejle - Jelling - Aarhus og Hellerup - Østerport - Helsingør - Hellerup, den såkaldte Kystbanestrækning.
På øvrige strækninger og på den københavnske S-bane vil der blive kørt med løvfaldstroljer efter behov.