Maleranalyse er deprimerende læsning
Andre håndværkeres overskredne tidsplaner, færdige overflader ødelægges og rod på byggepladsen er stadig ’dagens uorden’. Malerne efterlyser voksne byggeledere, der ikke gemmer sig i skurvognen bag computeren og et regneark
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Det går langsomt, men trods alt den rigtige vej. Det kan direktør Ole Draborg fra Danske Malermestre konstatere omkring forholdene på landets byggepladser, hvor malerne oftest som sidste håndværkerteam på en opgave oplever, at overskredne tidsplaner, der skrider, færdige overflader ødelægges af andre håndværkere og rod besværliggør arbejdet.
Det viser en ny medlemsundersøgelse, og Ole Draborg, siger til BygTek, at analysen viser, at der er tale om et stort problem for malerfaget.
Ganske vist erkender han at forholdene er blevet en smule forbedrede i forhold til sidste analyse om problemerne fra 2017, men der er stadig et kæmpe potentiale for forbedring:
Deprimerende læsning
- De meldinger vi får i analysen fra medlemmerne er deprimerende læsning. Dagens uorden er rod på byggepladsen. Nogle byggepladser fungerer virkelig godt, mens andre byggepladser fungerer rigtig skidt. Det, der kendetegner de byggepladser, hvor det fungerer rigtig godt, er, at der er en god, gammeldags, synlig byggeledelse, som tager hånd om de problemer, der opstår i dagligdagen, siger Ole Draborg.
Han understreger, at det er utrolig vigtigt med god ledelse, men at det desværre er sådan, at mange steder svigter byggepladsledelsen:
- Byggepladsledelsen ender hos en uerfaren og ung leder, der måske ikke har den tilstrækkelige mulighed for at handle, når det er nødvendigt. De sidder og gemmer sig lidt inde på kontoret bag en computer og et Excel-regneark. Der skal en handlekraftig byggeledelse til, som går ud og tager hånd om selve byggepladsen og de problemer, der altid opstår i en byggeproces, siger Ole Draborg til BygTek.
Samme budskab igen-igen
Ole Draborg indrømmer, at samme budskab har lydt i årevis, men også at det ikke har hjulpet så meget. Han tror at forklaringen på, at der dog er sket en lille forbedring i tallene, er, at der er mere fokus på god byggeledelse:
- Det kan vi også fornemme, når vi deltager i forskellige arrangementer om problemerne, at alle har lidt mere fokus på det område. Og vi kan også se, at der specielt i forbindelse med tidsplanerne er en markant forbedring. Men stadig oplever næsten 40 procent af vores medlemmer, at tidsplanerne ’altid skrider’, og yderligere 30 procent siger, at tidsplanerne skrider ’næsten altid’, siger han.
Regningen ender hos bygherren
Og der er en regning at betale, når noget er blevet ødelagt og skal laves om igen:
- Det er over halvdelen af vores medlemmer, der oplyser, at de næsten altid er ude for, at andre håndværkere beskadiger deres arbejde. Men nogen gange kommer malerne selv til at hænge på regningen - ikke mindst hvis det ikke lige til at dokumentere, hvem der har ødelagt det. Men i sidste instans er det bygherrerne, der kommer til at betale. Arbejdet skal udføres, og når byggeriet bliver dyrere, og så er der kun én til at betale i sidste instans. Vi er simpelthen nødt til at indregne den slags problemer i entreprise tilbuddet. Når det sker hele tiden, er man jo nødt til at tage det med kalkulationerne, siger Ole Draborg.
Håb om forbedring
Direkte adspurgt om tingene er bedre om fem eller ti år, svarer Ole Draborg:
- Måske en lille smule. Ligesom vi har kunnet opleve, at det er blevet bedre fra 2017 og frem til i dag. Så håber jeg da bestemt på, at det også er blevet bedre om fem år. Men der er lang vej endnu slutter, Danske Malermestres direktør.
Hør heæle iknterviewet med direktør Ole Draborg på nedenståënde link
http://radioupdate.dk/Updatenyheder.asp?page=4057