Mange har opdaget skader på boligen

Mange har opdaget skader på boligen

Byggemarkederne har haft rekordomsætning, og mange danskere har brugt det seneste år under corona til at kaste sig over renovering af deres hus.

Men mange har også fået sig en kedelig overraskelse. Det viser nye tal fra Topdanmark, idet antallet af anmeldte skader på huse efter råd-, svampe- og insektangreb siden corona-nedlukningen sidste forår har været næsten 30 procent højere end normalt:

- Vi har i løbet af det seneste år set en stor stigning i hvor mange, der har opdaget råd-, svampe- eller insektskader i deres hus. Den eneste forklaring på stigningen, vi kan se, er, at mange danskere på grund af corona-nedlukning og meget tid hjemme har sat gang i renovering af deres hus og derfor har opdaget usædvanligt mange skader på deres hus, siger Rasmus Ruby-Johansen, som er skadedirektør i Topdanmark.

Ikke negativ udvikling
Selvom det er ærgerligt at opdage en alvorlig skade midt i renoveringen af sit hus, ser Topdanmark ikke negativt på udviklingen:

- En rådskade eller svampeskade kan potentielt udvikle sig til en meget alvorlig skade, hvis den ikke bliver opdaget i tide. Selvom det i situationen er meget ærgerligt at få en ubehagelig overraskelse midt i sit husprojekt, så er det godt, at mange skader bliver opdaget, så vi hurtigt kan hjælpe husejerne, inden skaden bliver endnu værre, siger Rasmus Ruby-Johansen.

Tjek dit hus for råd og svamp
- Råd og svamp kan nedbryde træværk og andre organiske byggematerialer i dit hus. Skader skal derfor opdages og udbedres, inden de udvikler sig kritisk.
For at opdage tegn på råd og svamp skal huset gennemgås omhyggeligt. Det er særligt vigtigt efter en vandskade.

Dette bør særligt gennemgås:
• Gulve
• Trævinduer
• Ydervægge og indervægge
• Kælder
• Indvendige lofter, tag og loftsrum

Tegn på råd eller svamp:
• Lugt af mug
• Flosset træ
• Misfarvninger og skjolder

DanB

22/3 2021